Frank Hvam svømmede til Sverige
De fleste tænker nok ikke lige, at ekstremsportsudøver og Frank Hvam hører til i samme sætning.
Følg med på SE og HØRs Facebook-side, hvor vi i aften sender live fra "Klovn The Final".
Men den skægge komiker har en hardcore side, som kun de færreste kender:
Frank dyrker havsvømning fra hjemmet i Dragør og har allerede været på togt i udlandet.
- Forrige sommer svømmede jeg til Sverige. Vi meldte til Drogden Fyr, at vi var på vej, så de kunne orientere kaptajnerne på de russiske containerskibe om, at der plaskede nogle danskere rundt ude i sejlrenden.
- Det tog mig cirka ti timer, og det er klart, at hvis man ikke er vant til at svømme og ikke har styr på sin crawlteknik, så kan det blive en halsbrækkende og ganske ubehagelig tur, siger komikeren til herremagasinet Dossier, der udkommer i morgen.
Dump mit lig i havet
Frank Hvam er en del af holdet Team Lavendel, og efter han er begyndt at svømme i havet, er han blevet ét med det våde element.
- Jeg har ingen frygt for havet. Jeg synes, at det virker meget fredfyldt derude. Jeg har en utrolig glæde i at kunne tæmme angsten, siger Hvam, som også allerede – i en alder af 49 – har planlagt, at han vil begraves til søs_
- Jeg vil allerhelst have, at de dumper mit hele lig derude, men det bliver nok noget rod. Jeg driver nok i land på et tidspunkt, og så er der en hundelufter, der får ødelagt sin morgentur, når han finder mig i vandkanten. Så jeg skal nok strøs som aske, lyder det fra ”hvalen” Hvam.
Følg med på SE og HØRs Facebook-side, hvor vi i aften sender live fra "Klovn The Final".