Hanne fundet i en blodpøl i sin lejlighed: Hvorfor skulle hun dø?
SENESTE: Mand anholdt for Hanne-drabet
Denne artikel blev første gang bragt i februar 2020
I kanal 5-programmet ”Drabscheferne – De uopklarede sager” gennemgår den tidligere drabschef Jens Møller Jensen minutiøst den uhyggelige drabssag i håbet om, at det kan føre til en opklaring af drabet.
Et håb som også Hanne Withs plejemor Bitten Weiss i dag – 30 år efter – også nådesløst klamrer sig fast til.
- Der er sket noget, som er så stjernehamrende uhyggeligt.
- At der render en fyr rundt, som ikke har kunne styre sig, det har jeg det rigtig uhyggeligt med, siger plejemoren i programmet.
- Det er barbarisk, hvordan hun er blevet dræbt. Jeg bliver utrolig ulykkelig, og det kom som en chok, at Hanne ender på den måde.
Halsen skåret over
23-årige Hanne Withs hals var skåret over, hun havde utallige knivstik på den nøgne krop og lejligheden på Fensmarksgade var oversprøjtet med blod.
- Gerningsmanden bliver ved og ved og ved i en form for blodrus, fortæller tidligere drabschef Jens Møller Jensen i Kanal 5-programmet, der kan ses på Dplay.
Den skæbnesvangre nytårsaften tilbragte Hanne sammen med sin kæreste. Omkring klokken 21 var hun og kæresten sammen på Vesterbro.
De besluttede sig for at tage mod Centrum, for de skulle ind og skaffe nogle penge til narkotika. Og det skulle Hanne, der havde været i det hårde prostitutionsmiljø, siden hun var 17 år, sørge for.
Men før de skiltes, gik parret ned i parkeringskælderen på Nyropsgade, hvor de sammen tog et skud heroin. Hanne fik nøglen til deres lejlighed på Nørrebro, og de to sagde, hvad der skulle vise sig at blive et endegyldigt, farvel.
Hanne, der var iført en sort skindjakke, et par blå jeans og et par ikoniske knælange sorte læderstøvle med flad hæl, gik ned til hjørnet af Skelbækgade og Halmtorvet og stillede sig der, hvor hun havde stillet sig hundredvis af gange før i forsøget på at finde en kunde.
Aftalen var, at hun og kæresten igen skulle mødes klokken 1 på hovedbanegården. Men da klokken blev 1.30, og Hanne stadig ikke var mødt op, blev kæresten nervøs.
Han vendte derfor snuden mod lejligheden på Nørrebro i håbet om at finde Hanne. Men den unge kvinde lukkede ikke op, da kæresten resolut ringede på dørklokken.
Omkring klokken 2 lukkede en anden beboer, der var træt af at høre på ringeklokken, ham ind i opgangen. Men inde i lejligheden gjorde han sig et fund, han sent kommer sig over.
Det blodige gerningssted
På stuegulvet lå Hanne i en pøl af sit eget blod. I lejligheden, der bar præg af at være en sand ”misbrugslejlighed”, fandt politiet, udover den store blodpøl, blodstænk flere steder, der afslørede, at der havde været en kamp mellem Hanne og hendes morder.
Politiet fandt også en kniv, en stjerneskruetrækker og en saks. Det hele var blevet brugt i gerningsmandens uhyggelige blodrus, der endte med at efterlade Hanne særdeles ilde tilredt.
Kronvidnet
En af de første der henvendte sig til politiet, var en taxachauffør, der kunne fortælle, at han den nat samlede en mand med jysk accent op i indre by.
Da ingen barer eller klubber havde åbent, bad han i stedet chaufføren om at køre ham til en "luder". Sammen kørte de til området ved Halmtorvet, hvor der på daværende tidspunkt var et særdeles aktivt prostitutionsmiljø.
Her fandt de en pige, som stod og trak. Den jyske mand og Hanne aftalte en pris på 400 kroner, og hun satte sig ind i bilen og bad chaufføren om at køre til Fensmarksgade. Ifølge politiet er der ingen tvivl om, at manden med den jyske accent blev Hannes uhyggelige skæbne.
Et par dage senere henvendte endnu en taxachauffør sig på baggrund af den første chaufførs forklaringer.
Han mente at have kørt den selv samme person fra Mimersgade til Valby st. den samme nat ved 2/3-tiden.
Hud på bukser
Men i 2012 var der nyt i den bestialske drabssag. Nogle gamle aftørringer fra de bukser, som Hanne havde haft på på drabsdagen sikrede, at man de knap 30 år efter kunne lave en klar DNA-profil af den unge kvindes morder.
Alligevel er det aldrig lykkedes politiet at udpege personen i taxaen.
- At man skal rende rundt i så mange år og aldrig skal vide, hvad der skete. Det kunne være rart hvis man kunne sætte et ordentligt punktum i den her sag, for den er så uhyggelig, afslutter plejemoren Bitte Weiss.
Du kan se programmet nu på Dplay eller senere på Kanal 5. Har du oplysninger i drabssagen bedes du kontakte politiet på 1-1-4.