Laudrup sælger lejligheden
Når man er sikker, så er man sikker - og det er Rasmine Laudrup.
Den 27-årige springrytter og datter af fodboldikonet Brian Laudrup er i hvert fald så sikker på, at tilværelsen nu skal ligge i Roskilde sammen med kæresten Cathrine Dufour, at hun har sat sin lejlighed i Hørsholm til salg.
De 69 kvadratmeter på første sal har ellers været Rasmines hjem i næsten seks år - og forholdet til Cathrine Dufour blev først offentliggjort i starten af februar.
- Jeg kommer til at savne den, men som mine forældre altid har sagt: "Når du finder den rette, ved du det med sikkerhed," og det ved jeg nu, skriver Rasmine på Instagram.
- Så jeg kommer ikke tilbage, og mit liv vil nu være sammen med Cathrine i Roskilde, og jeg kan ikke vente på fremtiden, lyder det glade budskab fra den hårdtarbejdende rytter.
Allerede omkring nytår flyttede Rasmine faktisk til Cathrine Dufours gård lidt uden for Roskilde, hvor de ikke bare nyder hinandens gode selskab, men også arbejder sammen om at træne heste i både dressur og spring.
Med ind i det nye liv håber Rasmine at kunne få en god sum penge med sig. Hun lagde selv lige under en million kroner, da hu overtog lejligheden, som nu er sat på markedet til 2.295.000 kroner.
I mellemtiden har Laudrup da også installeret nyt køkken og nyt badeværelse i hjemmet, som ligger i en ejendom fra 1962.