Ramt af milliontab
Det er gået op og ned med Peter Asschenfeldts investeringer.
Den 63-årige tidligere bogklubejer har i mange år satset på at placere sine penge i ejendomme, og han må derfor formodes at kunne vurdere, om investeringen er god eller dårlig.
I november 2018 betalte han 9,3 mio. kr. for en 7. sals lejlighed på 136 kvm. i et nyt byggeri i København SV.
Og gældende fra den 1. marts 2020 har han solgt lejligheden til en pris på 8,2 mio. kr.
Dermed har ejerskabet af boligen kostet ham 1,1 mio. kr. plus omkostninger til ejendomsmægler - på under 17 måneder.
Peter Asschenfeldt er fortsat ejer af en 262 kvm. lejlighed i samme ejendom. Den ligger ligeledes på 7. etage og blev sidste år købt af Asschenfeldt for 13.625.000 kr.
På adressen bor datteren Victoria, som Peter Asschenfeldt har sammen med den tidligere model og Lykkehjulsdrejer Maria Hirse.