Tidligere minister: Min datter er i karantæne
Den tidligere minister og politiker Manu Sareen kan mandag aften fortælle, at hans 22-årige datter er i karantæne efter en tur på Søpavillonen torsdag. Det siger han til SE og HØR.
Datteren og alle venner og veninderne er nu i karantæne, og Manu Sareen føler med datteren:
- Det er rimelig nederen. Altså, det er ikke nederen for mig, det er nederen for hende.
Da datteren fik oplyst, at hun skulle i karantæne, spurgte hun sin far, om det var muligt at være hjemme hos ham i de kommende 14 dage, men det blev et nej, og hun er derfor i karantæne hos sig selv på Vesterbro.
- Hun spurgte, om hun måtte være her. Jeg tænkte, at nå ja, så skal vi jo alle i karantæne, men da vi spurgte Sundhedsstyrelsen, viste det sig, at hun skal være derhjemme, og det er vi egentlig ret glade for, siger han og fortsætter:
- Det er jo ret voldsomt at skulle være spærret inde i 14 dage.
Hverken Manu Sareen eller datteren er synderligt bekymrede for karantænen, men den tidligere minister og "Iqbal Farooq"-forfatter siger, at det alligevel er en smule svært for de unge mennesker at finde hoved og hale i hele coronasagen.
- Det er jo noget mærkeligt noget. Man siger, at det bare er en influenza, men alligevel reagerer alle omkring dem så voldsomt, siger han.
- Helt ærligt, ikke? Kan vi ikke få sandheden? Hvad er op og ned i det her?
Da Manu bliver spurgt, om han selv er bekymret for at få coronavirus, er det et klart ja.
- Ja, det er jeg faktisk. Det må jeg indrømme, siger han.
- Jeg spritter fandeme mine hænder af hele tiden. Jeg var på café i dag for at arbejde, og der tog både jeg og ham, jeg sidder med, os selv i at gå ud og vaske hænder flere gange. Det er fuldstændig langt ude.
Fredag meldte myndighederne med Mette Frederiksen i spidsen ud, at danskerne skal undgå større forsamlinger og offentlig transport i et forsøg på at mindske spredningen af coronavirus, men Manu savner en noget mere tydelig udmelding fra myndighedernes side.
- Jeg synes, at de skal melde meget mere klart ud. De prøver at melde ud, men med den ene hånd siger de, at det ikke er så slemt, og alligevel siger de, at man ikke må forsamles og alt muligt andet. Det virker jo bare mærkeligt. På Søpavillonen var de jo mindre end 1000 mennesker, og alligevel har det jo haft voldsomme konsekvenser.
- Jeg synes ærlig talt, at den information, der kom, stritter helt vildt i alle mulige mærkelige retninger.