Lasse Rimmer aflyser shows: Min hustru vil dø, hvis hun bliver smittet
Lasse Rimmer, 47, er en af de danskere, der tager ekstra forholdsregler i forsøget på at undgå at blive smittet med corona-virus.
Årsagen er, at Lasse Rimmers hustru – Line Hoffmeyer – er hjertetransplanteret, og hendes immunforsvar kan derfor ikke holde til at skulle blive ramt af corona-virus.
Derfor har komikeren nu valgt at aflyse flere kommende shows:
Det oplyser Lasse Rimmer på sin Facebook-side:
- Jeg har glædet mig til at optræde i Præstø og Holbæk i denne uge. Og på Comedy Zoo i weekenden næste uge.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lasse Rimmer har valgt at aflyse sine kommende shows for at mindske risikoen for at blive smittet med corona-virus. Foto: Aller Media
- Jeg elsker samtidig min hustru meget højt, og hendes immunforsvar ville slet ikke tåle at blive smittet med COVID-19. Hun vil dø, hvis hun bliver smittet. Helt enkelt.
- Så jeg har været nødt til at melde afbud. Jeg ville aldrig tilgive mig selv at være ham, der slæbte smitten med hjem, skriver Lasse Rimmer, inden han tilføjer, at Thomas Warberg og Christian Fuhlendorff afløser ham i Præstø og Holbæk.
Line Hoffmeyer blev hjertetransplanteret i 2012 efter et langt og hårdt sygdomsforløb.
Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer har kendt hinanden siden 2015 og blev gift i Aarhus i august sidste år.