Margrethes fest aflyses: Her er fejringen, hun ikke får
Som konsekvens af corona-virussens indtog i Danmark har kongehuset nu besluttet at aflyse de forestående aktiviteter og begivenheder omkring majestætens 80-års fødselsdag.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Så sent som i mandags havde hoffet ingen kommentarer til dronningens fødselsdagsfejring den 16. april og i dagene omkring.
"En festligholdelse af Danmarks statsoverhoveds liv og gerning," har de indtil nu kaldt begivenhederne på kongehusets hjemmeside.
Men i kølvandet på den alvorlige corona-virus-situation herhjemme, har kongehuset nu valgt at aflyse alle begivenheder og arrangementer, der skulle være afviklet i forbindelse med dronning Margrethes 80-års fødselsdag.
Herunder kan du få et overblik over de arrangementer, der altså nu er aflyst.
Allerede den 2. april skulle Dronning Margrethe have deltaget i åbningen af en udstilling på Fredensborg Slot.
Den 14. april var der planlagt en karettur gennem København.
Herefter skulle der nemlig være en særlig fødselsdagsforestilling på Det Kgl. Teater, hvor kongefamilien og særligt inviterede gæster ville blive underholdt på Gamle Scene, hvor kapaciteten lyder på 1400 publikummer.
Forestillingen skulle have været sendt på DR.
Den 15. april var der planlagt gallataffel på Christiansborg Slot, som skulle være sendt på TV2.
Ingen vinke-scene i år
Morgenvækningen den 16. april, hvor dronning Margrethe skulle have vist sig for fremmødte danskere fra vinduet på Fredensborg Slot, er også aflyst.
Tusindvis af danskere plejer ellers at troppe op til den traditionsrige vinke-scene, som også på dronningens 75-års fødselsdag var mangelfuld.
Her var prins Henrik for syg til at deltage ved hans kones fest.
Også på selve dagen, den 16. april, klokken 12 skulle der have været et særligt vagtskifte ved Amalienborg, hvorefter Margrethe skulle træde ud på balkonen på Christian IX's Palæ.
Særligt ét punkt på dagsordenen har dog længe været under pres, eftersom flere lande løbende har indført restriktioner på rejser.
Den private festmiddag om aftenen på selve majestætens fødselsdag den 16. skulle nemlig have foregået med gæster fra nær og fjern. Her står i kongehusets kalender, at der skulle have været deltagelse af familie fra ind- og udland.
Dronningen skulle efter planen også have overværet en balletgalla i Tivolis Koncertsal den 25. april.
Herefter skulle hun have været vært for en festmiddag på Restaurant Nimb for særligt insbudte. Aftenen skulle have sluttet med et festfyrværkeri.
Den 5.-6. juni skal det tilbagevendende sommertogt foregå. Med besøg fra Kongeskibet Dannebrog i Aarhus som et led i fejringen.
I hoffets nyeste pressemeddelelse står der desuden, at dronningen netop nu efter sin hjemkomst fra skiferie i Norge, er flyttet ind på Fredensborg Slot. Her vil hun opholde sig indtil videre, lyder det.