Ung mand ville røve Netto, mens folk Corona-hamstrede: Det fortrød han hurtigt

En ung mand forsøgte torsdag aften at røve en Netto i Stubbekøbing på Lolland-Falster.
Udstyret med regntøj, en maske for ansigtet og med en pistol i hånden truede den unge mand kassedamen.
Dog havde den unge gerningsmand valgt den helt forkerte dag – for butikken var fyldt med corona-hamstrende kunder, der hurtigt tog affære.
- Det var vist en dum aften, når man tænker på, der er så mange i supermarkederne, og jeg har indtryk af, at man ret hurtigt tog affære. Det er udmærket arbejde af borgerne derude, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Folketidende.
Et vidne fortæller også, at der var kontant afregning for røveren, der ifølge vidnet var omkring 15-16 år.
- Så råber den ældre mand "Hvad fanden laver du?!" og får grebet ham og holdt ham ind over en låge, mens jeg går ned bagved og ringer 112. Så kommer politiet. Der har ham den ældre mand fået fjernet ham fra lågen og sagt, han skal gå hen at lægge sig, fortæller vidnet til Folketidende.
Den unge mand blev efterfølgende anholdt af politiet. Det viste sig, at der ikke var tale om en ægte pistol.