Disney sætter genindspilning af "Den lille havfrue" på pause
End ikke på havets bund kan man vide sig sikker fra coronavirus-udbruddet.
Disney har netop meldt ud, at de stopper produktionen af genindspilningen af "Den lille havfrue", som var sat til at gå i gang i London i næste uge. Det skriver Deadline.
- Mens der ikke har været nogle bekræftede tilfælde af COVID-19 på vores produktioner, så har vi, efter at have overvejet det nuværende miljø og det bedste for vores filmhold og skuespillere, besluttet at pause produktionen på nogle af vores live action film i en kort periode. Vi vil fortsætte med at vurdere situationen og genstarte, så snart det er muligt, udtaler en Disney-talsperson.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sangeren/skuespilleren Halle Bailey skal spille Ariel. Foto: MEGA
I sommer blev det meldt ud, at Halle Bailey kommer til at spille den velsyngende havfrue i Disneys live action-genindspilning. Nu må hun og kollegerne altså vente med at trække i muslingetop og havfruehale.