Christopher med corona-challenge på Instagram
I går tirsdag lukkede statsminister for alvor hele Danmark ned. Gaderne er nu tomme, og de fleste mennesker holder sig indendøre.
Det gælder naturligvis også for den 28-årige ”Told You So”-sanger, som ligeledes befinder sig hjemme på grund af coravirussens udbrud.
Derfor forsøger han nu at få sine følgere på Instagram til at hjælpe ham med en challenge:
- Jeg håber, I har det godt derude, jeg håber, I passer på hinanden, jeg håber, I bliver hjemme, starter Christopher sin video på Instagram.
- Nu skal vi til noget sjovt, inden jeg bliver sat til at vaske gulv eller rense sko eller andre syge projekter.
- Derfor en cover-challenge, siger den unge sanger meget lavt, som for at sikre sig, at ingen andre i husstanden hører ham.
- Jeg skal ligesom have aktivereret min gode kone, inden hun aktiverer mig, kan man sige.
Christopher beder således sine følgere om at skrive titlen på en sang i kommentarfeltet under opslaget – ”det kan være din yndlingssang, det kan være din hadesang – alt andet end Mads Langer”, siger Christopher.
Derefter vil den unge musikerne lære at spille sangene på guitar og få sin kone, model Cecilie Hougaard, til at synge dem.
- Jeg kan ikke love, det kommer til at lyde godt, jeg kan love, at det bliver hysterisk morsomt til gengæld.
Christopher og Cecilie siden har dannet par siden 2014, og i juni 2019 blev de to gift.