Big Brother i Canada slutter midt på sæsonen grundet coronavirus
I starten af marts flyttede 16 deltagere ind i Big Brother-huset i Canada, men halvvejs gennem sæsonen slutter realityprogrammet.
Årsagen er naturligvis den verdensomspændende coronavirus-pandemi, der også har ramt Canada, som er i lockdown.
Derfor er produktionen af Big Brother i Canada også lukket ned, og showet vil derfor slutte før tid. Det oplyses på Big Brother Canadas egen hjemmeside.
- Big Brother er et kærlighedsprojekt for så mange, og selvom det gør ondt at sige farvel til sæsonen, så er det den rette ting at gøre, udtaler programmets vært Arisa Cox.
- På vegne af de fantastiske mennesker, som sætter dette show sammen, vil jeg gerne takke alle, som har delt denne rejse med os. Pas på hinanden!, lyder det yderligere.
Det oplyses, at der ikke kommer til at blive fundet en vinder. I de to sidste afsnit, som vil blive vist i dag og næste onsdag, kommer det til at blive afsløret, hvad præmiepengene i stedet vil blive brugt til.
Hvordan Big Brother-husets beboere tager udmeldingen om, at de bliver lukket ud før tid, melder historien intet om.
Tidligere vakte Big Brother-formatet opsigt i Tyskland, da produktionen ventede længe med at informere deltagerne om coronavirussets hærgen rundt omkring i verden.