Nicki Bille: - Jeg har ikke set min søn siden jeg blev skudt
Den 32-årige fodboldspiller lægger nu i en ny tv-serie på TV 2 PLAY alle kortene på bordet og fortæller om sit seneste år, der har været fyldt med druk, stoffer, en voldssag, trusler og en skudepisode.
-
- Det sidste års tid har jeg levet på en måde, som jeg er meget pinlig over, siger Nicki Bille i tv-serien.
Og det liv harmonerer umiddelbart dårligt med det at være far til en ligge dreng.
-
- Jeg har ikke set min søn, siden jeg blev skudt i min arm 25. december. Det er næsten et år siden, og det er forfærdeligt, siger den fallerede fodboldspiller i seriens første afsnit.
Selvom det turbulente liv også har haft store konsekvenser for den tidligere landsholdsspillers engang så lysende fodboldkarriere, så er det forholdet til sønnen, der rammer Nicki Bille hårdest.
-
- Det jeg mest ikke kan tilgive mig selv for er, at jeg har sat mig selv i en situation, hvor jeg ikke kan være en god far. Det kan jeg ikke tilgive mig selv for, siger Nicki Bille i dokumentarserien.
-
- Jeg er nødt til at få styr på mig selv først, så jeg kan være en god far, når jeg er sammen med ham. Jeg savner ham helt sindssygt.
I TV 2 PLAY-serien fortæller Bille, hvordan det var en langvarig lyskeskade, som han fik, da han spillede i polske Lech Poznan, der blev starten på den totale nedtur.
Lyskeskaden holdt ham bænket i ni måneder, og i den periode begyndte den unge mand så at ty til stoffer og alkohol.
I april sidste år blev Nicki Bille idømt fire måneders ubetinget fængsel for en anden sag. Han blev kendt skyldig i at have truet en cyklist med en luftpistol, vold mod en dørmand, trusler mod en sygeplejerske og besiddelse af kokain.
Nicki Bille nægtede sig skyldig i at have slået dørmanden og at have truet sygeplejersken. Han ankede dommen, men har siden droppet sin ankesag og stedet taget imod dommen.
I serien følger man Nicki Billes tur i retten og hans forsøg på at komme på rette spor efter et år fyldt med alkohol og narko. Serien om Nicki Bille kan ses på TV 2 PLAY nu.