Courtney Cox er gået i gang med "Friends" i sin isolation
Hun er helt sikkert ikke den eneste, der er startet fra en ende af, og som nu genser hele "Friends"-serien i sin hjemmeisolation.
Men hun er muligvis den, som får allermest ud af det - og det på trods af, at hun selv var en af de bærende kræfter i det populære cast.
Courtney Cox fortæller i Jimmy Kimmels særlige coronaprægede "Minilogue"-programmer på youtube, at hun faktisk aldrig har set hele serien fra start til slut.
Faktisk husker ikke meget fra de mange års optagelser.
- Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, at have været med i showet, starter Courtney og uddyber:
- Jeg har en virkelig dårlig hukommelse. Jeg husker selvfølgelig, at jeg elskede alle på holdet og at vi havde det virkelig sjovt. Det er klart en god tid i mit liv, men jeg husker ikke afsnittene.
- Jeg ville ikke klare mig godt i en quiz, påstår skuespillerinden.
Cox, 55, fortæller derefter, at hun besluttede sig for at bruge sin karantænetilværelse til noget fornuftigt - og det kunne jo passende være at svælge lidt i nostalgien omkring "Friends".
For at se med egne øjne, hvorfor det er et af verdens mest populære tv-serier.
- Jeg ville bruge denne tid på at se den serie, som folk elsker så højt, siger hun til Kimmel i den anden ende af videosamtalen.
- Jeg er lige startet på sæson 1 - og den er virkelig god, griner hun.
En længeventet og ekstremt hypet genforening mellem vennerne var annonceret i slutningen af februar. Men på grund af coronaudbruddet er denne "Friends"-reunion, hvor skuespillerne skulle have indspillet igen for første gang siden 2004, nu udskudt.