Helle T. i problemer: Politiet revser besøg hos svigerforældrene
’Far fyldte 78 år i dag. Utroligt, men sandt’, skrev Stephen Kinnock på Twitter lørdag.
Et umiddelbart uskyldigt billede af en lille fødselsdagsfejring er blevet til en stor sag i England. Hovedpersonerne er tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.
Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock valgte at fejre svigerfar, Neil Kinnock, 78-års fødselsdag på trods af coronavirus.
I England kæmper politiet med at få folk til at overholde de nye påbud, om at man kun må foretage 'nødvendige' ture ud fra hjemmet, og man må ikke mødes med venner og familie.
Danmarks tidligere statsminister valgte at vise den lille intime fejring. Helle Thorning-Schmidt lagde et billede på Instagram. Her kan man se Helle sidde på en havestol, mens hendes svigerforældre sidder i baggrunden på en trappesten foran et hus.
Men det er Stephen Kinnock, der har fået ballade, efter han lagde billedet op på sociale medier.
For kort tid efter kom der en reprimande fra lovens lange arm.
South Wales Police er en af de første til at kommentere billedet:
'Hej @Skinnock, det er meget sødt at ville fejre sin fars fødselsdag, men det er ikke absolut nødvendigt at aflægge et besøg. Vi har alle et ansvar i den her tid, og vi vil stærkt opfordre dig til at overholde de restriktioner, som er besluttet af regeringen,' skriver politiet, der i England i stor grad holder øje med sociale medier for at finde folk, der ikke overholder reglerne.
Men den offentlige irettesættelse af Stephen Kinnock, der sidder i det britiske parlament, mener ikke, at han har gjort noget forkert.
'Det er min opfattelse, at turen var vigtig, da jeg skulle aflevere nogle nødvendige varer til dem. Jeg blev der længe nok til, at jeg kunne synge 'Happy Birthday' til far - og så var jeg smuttet igen, alt det bedste.
Det koster en bøde på 60 pund, hvis man ikke overholder de nye britiske påbud under corona-krisen.