Se videoen: Her brækker Robbie Williams armen på fan
Superentertaineren Robbie Williams plejer at åbne med nummeret "Let Me Entertain You." En 52-årig kvinde fik i den grad underholdning for pengene og et varigt minde efter en koncert i Newcastle 23. juni.
I en video kan man se kække Williams spankulere rundt i bedste gadedrengestil og løbe hen til publikum for at smække highfives ud til hele rækken. Men "Angels"-hitmageren ender med at snuble over sine egne ben, falde af scenen og ramme ned i den 52-årige Margaret Nash, som brækker armen.
Paramedicinere kom hurtigt hen til kvinden, som klagede over smerter i armen, fortæller koncertstedets manager Paul Tattenden til Daily Mirror:
- Vi fik hurtigt hjulpet kvinden, som kom på hospitalet, hvor lægerne senere fandt et brud på armen.
LÆS OGSÅ: Robbie Williams skabte kaos foran d'Angleterre
LÆS OGSÅ: Robbie Williams betalte sig ud af Take That
Margaret Nash missede resten af "Swings Both Ways"-koncerten, men ifølge Nash' datter Katie var dét eller bruddet på armen ikke det værste ved uheldet.
"Du faldt oven på min mor, som er kommet på hospitalet med en brækket arm," raser hun i en Twitter-besked henvendt direkte til Williams og skriver videre: "Du har end ikke sagt undskyld."
Scenemanageren fra koncertstedet siger dog til avisen Daily Mirror, at holdet bag Williams har været i kontakt med kvinden, der altså må gå med armen i gips over sommeren.
Det er ikke første gang, at Williams styrter ned af scenen. Det gjorde han også i 2006, hvor han efterfølgende sagde:
- Det er lærestregen for at være kæphøj.
Newspaq
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube