Kendte7. april 2020

Thomas Helmig: - Jeg er helt knust

Den populære sanger får aflyst flere store koncerter i løbet af sommeren
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dsd2.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Både far og søn i Helmig-familien havde en begivenhedsrig sommer at se frem til.

Så da statsminister Mette Frederiksen mandag aften klokken 20 sendte besked til danskerne om, at store forsamlinger som koncerter og festivaler helt indtil august ville blive sløjfet, var den hård at sluge for den folkekære musiker 55-årige Thomas Helmig.

Det skriver han i et opslag på facebook ledsaget af et stort billede af en grædende smiley.

"Vi er naturligvis helt knust over at se vores sommerkoncerter endegyldigt forsvinde," står der blandt andet i udtalelsen.

Udover Roskilde Festival skulle Ceres Park have fornemt besøg af den garvede sangsmed fra Aarhus, mens koncerter i løbet af sommeren 2020 også skulle have fundet sted et par gange i Malaga - her er endnu ingen besked om ny dato fra Helmigs side.

"Udover at vi havde GLÆDET OS til at feste sammen med jer, synge med jer, danse med jer - så går vores tanker først og fremmest til alle vores musikere, tekniker, stagehands, vagter leverandører af scene, lyd, lys, hegn osv. osv. - hele deres livsgrundlag er pist væk og der er næppe hjælpepakker nok til at alle overlever det her," skriver Helmig.

Popkongen skulle have spillet på Roskilde Festival for syvende gang i sin karriere - men denne gang sammen med sin 21-årige søn, Hugo, som også var på line-up til dette års nu aflyste festival.

Også Hugo reagerer på aflysningen på sin Instagram.

"Havde glædet mig til at se sådan ud her ud i ansiget hele sommeren, og jeg havde glædet mig endnu mere til at se jer allesammen derude på scenerne igen... det er som det er, og der er intet at gøre ved det. Men fuck hvor er det bittert. Vi ses til efteråret," lyder det fra Helmig junior.

Sponsoreret indhold