DR-vært Mark Stokholm: - Det var upassende
I anledningen af dronning Margrethes 80-års fødselsdag, sendte ”Aftenshowet” torsdag aften en særudgave af programmet.
Med sig i studiet havde han blandt andet statsminister Mette Frederiksen og tidligere ceremonimester hos dronningen Christian Eugen-Olsen.
Begge var naturligvis placeret på behørig afstand grundet den smitsomme coronavirus, der i øjeblikket hærger over hele verden.
Men midt i et spørgsmål til gæsterne skete der det, der virkelig ikke må ske. Og slet ikke midt i en coronakrise.
Den garvede vært hostede. I hånden.
Mark Stokholm begyndte straks at undskylde overfor statsministeren og Christian Eugen-Olsen:
- Og så ryger det direkte ud af munden på mig: ”Jeg er ikke syg”, fortæller den 47-årige vært til Ekstra Bladet.
- Egentlig for at lave lidt sjov ud af det. For jeg vidste jo godt, at det var upassende at hoste ned i min hånd, forklarer han.
Klippet med den hostende tv-vært er blevet delt utallige gange på de sociale medier, og danskerne har for længst lavet diverse memes ud af den lille hoste-episode fra ”Aftenshowet”.