Sam Smith bekræfter: Jeg tog stoffer med Pussycat Dolls-forsanger
Den 27-årige popstjerne lægger ikke skjul på, at der findes særligt ét stof, som han er meget begejstret for.
Det fortæller Sam Smith i et interview med Andy Cohen i programmet "Radio Andy". Her spørger Bravo-værten nemlig ind til, om rygterne er sande. Har Sam Smith taget stoffer med Pussycat Dolls-forsangeren Nicole Scherzinger?
Flere rygter har nemlig kørt om, at de to musikere blev set sniffe de såkaldte poppers på en cocktailbar i London.
- Det kan jeg fuldstændig bekræfte. Jeg elsker poppers!, siger Sam Smith.
- Jeg elsker poppers. Jeg har skammet mig over at sige det, men jeg har det simpelthen så sjovt, når jeg tager poppers, tilføjer sangeren.
Pussycat Dolls-forsangeren Nicole Scherzinger har ifølge Sam Smith hygget sig gevaldigt med ham på en homobar i London. (Foto: MEGA)
Poppers er en klar og hurtigt fordampende væske, som indtages ved indånding og giver en næsten øjeblikkelig rus i form af forbedret humør. Rusen varer som regel blot 2-3 minutter.
- Jeg tror helt sikkert, at Nicole har været på sin del af homobarer i sit liv. Vi har været ude et par gange i London. Men ja, vi var bare ude den ene gang der. Jeg troede ærlig talt ikke, at der var nogen, der så os, fortsætter han.
Selvom "I'm Ready"-sangeren ikke lægger skjul på sin begejstring for det euforiserende stof, så understreger han dog, at folk ikke skal se det som en opfordring til at tage det.
- Altså, jeg godkender det ikke. Jeg ved, at de ikke er gode for dig. Jeg mener, sprut er heller ikke godt for dig, vel?