Krimi27. maj 2020

Kæmpe elefant stjålet i Danmark

To danske erhvervsmænd kæmper om retten til at få den fire meter høje elefant
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega651875_001.jpg
 Foto: MEGA

Kaffen er måske røget galt i halsen på den betjent på Skive lokalpoliti station, da han modtog en anmeldelse om en stjålet elefant.

Ikke fordi tyverier er unormalt på egnen, men der er ikke mange elefanter.

- Elefanten er blevet stjålet mellem den 29. april og den 20. maj, og vi fik anmeldelsen i sidste uge af skovens ejer, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive til TV Midtvest.

Der er tale om en fire meter høj elefant, der er lavet glasfiber. Til dagligt står den i Vestbjerg Skov.

En skov som erhvervsmanden Lars Kolind for nyligt overtog. Han købte skoven fra Jacob Jensen Design. Og den tidligere direktør i høreapparatsvirksomheden Oticon, har en mistænkt i sagen.

Det skriver TV Midtvest.

- Timothy har nu tilstået tyveriet, og jeg går ud fra, at politiet tager sig af sagen, sådan at elefanten kan komme tilbage på sin plads i god behold, siger Lars Kolind til TV Midtvest.

Angiveligt skulle det være den tidligere direktør i Jacob Jensen Design, Timothy Jacob Jensen, der skulle have taget elefanten. I dag er Lars Kolind bestyrelsesformand i Jacob Jensen Design.

Timothy var direktør i designfirmaet frem til 2018. Den tidligere direktør mener ikke, at der er tale om tyveri.

Ifølge den tidligere direktør er han den retmæssige ejer, og han er fortrøstningsfuld ved politiet løser sagen. Han er nu gået i gang med at få elefanten restaureret.

- Jeg overlader sagen til politiet. Jeg har fuld tillid til, at de finder ud af, hvem skulpturen tilhører. Og det er ikke Timothy, lyder det fra Lars Kolind til TV Midtvest.

Sponsoreret indhold