Hotel bandlyser fede mennesker
Hvis der er for meget af dig at elske, så kan du ikke holde ferie på Beachhotel Sahlenburg i Tyskland.
Ejer Angelika Hargesheimer mener nemlig ikke, at interiøret kan holde til personer, der vejer mere end 130 kilo. Det skyldes, at det er skrøbelige designermøbler, fortæller hun til mediet Buten un Binnen.
- Du så selv designerstolene nedenunder, og det er altså rigtige klassikere. Hvis en person, der vejer over 130 kilo, sætter sig på dem, så er der kun plads til den ene balle, og stolen holder ikke længe.
- Men jeg vil have et designerhotel, og derfor vil jeg gerne have flot interiør, i stedet for møbler i massivt egetræ, siger hun.
anderledes koncept
Ifølge Angelika Hargesheimer skyldes begrænsningen, at hendes hotel skal være anderledes.
Man må for eksempel heller ikke ryge eller have børn. Når man skal booke værelse, står de skrappe regler også klart og tydeligt.
"Vi understreger, at hotellets interiør ikke er beregnet til folk med en kropsvægt på over 130 kilo," står der.
Friedrich Schorb, der studerer vægtdiskrimination på Bremen Universitet, mener dog, at det er forkasteligt.
Han sidestiller hotellets vægtkrav med at sige, at man ikke vil have homoseksuelle på sit hotel.