Politiker raser over Joachim: Vi stemmer nej
Det bliver et stort, rungende nej!
SFs politiske ordfører Karsten Hønge er færdig med at finansiere prins Joachims karrieredrømme i Paris. Nu sætter SF ham stolen for døren.
– Vi stemmer imod årpengene i morgen, siger han.
Torsdag skal Folketinget stemme om prins Joachim må beholde sin apanage, selvom han bor i Paris.
Onsdag meddelte Forsvaretsministeriet, at Jokke har fået job som brigadegeneral og forsvarsattaché i Frankrig, og at han bliver der i 3 år. Men Joachim vil holde fast i sin tårnhøje apanage, der finansieres af de danske skatteydere.
– Han er ansat, men han får årpenge. Hvad er nu det for en mærkelig hybrid at opfinde? Lad os nu få rene linier i forhold til kongehuset. Jeg går ud fra, at han er kvalificeret til jobbet. Det skal aflønnes helt normalt, siger Hønge.
Det står i grundloven, at Folketinget skal spørges, hvis et medlem af kongehuset ønsker at flytte til udlandet og bevare apanagen. I juni 2019 flyttede prinsen til Paris uden at have de folkevalgtes accept, og tog apanagen på 3.8 millioner kroner med. Det medførte en del kritik.
En af de kritiske røster var Karsten Hønge.
Det er meget sjældent, at politikerne strammer grebet om kongehuset. Traditionelt set er det kun Enhedslisten, der stemmer imod forslag, der vedrører Margrethe og co.