Gravide Katherine Schwarzenegger hylder manden
En ting er at være gravid og eventuelt opleve gener eller ubehag. En anden ting er at være gravid under corona og være i isolation derhjemme.
Det er, hvad den 30-årige Katherine Schwarzenegger og hendes 40-årige mand Chris Pratt lige nu går igennem. De to kunne nemlig tilbage i april afsløre, at de venter deres første barn.
Men trods karantæne og en dødelig virus, der stadig hersker over det meste af verdenen, så lyder det fra datteren af bodybuilderen i et live interview på Instagram med Dr. Zelena Montminy, at det går rigtig godt derhjemme.
Det skriver Daily Mail.
- Jeg er bare rigtig heldig, at jeg bor så tæt på min familie, hvilket har været meget nyttigt, fortæller hun.
- Og så er det jo også fordi, jeg har så skøn en mand, som er meget… det er bare fantastisk at have ham herhjemme, og at han også er så forstående overfor mit behov for at skulle spritte alting af og at alle helst skal have ansigtsmasker på hele tiden. Det har virkelig hjulpet på det.
Katherine, Chris og Jack er allerede en tæt lille familie, men snart bliver Katherine mor for første gang, og Chris får endnu et barn. Foto: MEGA
Men selvom det umiddelbart går strålende derhjemme, så lægger forfatteren i interviewet dog ikke skjul på, at det er en anderledes tid.
- Jeg lærer hen ad vejen, og det har været en meget interessant og anderledes tid at være gravid i.
Chris Pratt og Katherine Schwarzenegger blev gift den 8. juni 2019, og det er parrets første barn sammen.
"Jurassic World"-skuespilleren har dog selv i forvejen en søn på syv år, Jack, som han har sammen med sin ekskone og skuespiller Anna Faris.