Kongelige23. juni 2020

Se jobopslaget: Det skal Joachim lave

Ambassadeprinsen skal finde den skarpe pen frem, når han begynder sit nye job.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/joachim_5.jpg
 (Foto: Hanne Juul)

Der var fem ansøgere til jobbet, og prins Joachim var ikke en af dem.

Alligevel landede den 51-årige motorsportsentusiast jobbet som ny forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris.

Måske var det jobopslaget på karriere.forsvaret.dk, der skræmte Joachim fra at sætte sig ned og skrive en ansøgning, for her udpenslede Forsvaret, at man håbede at finde en kandidat, som "har erfaring fra internationale stillinger inden for forsvars- og sikkerhedspolitik og/eller departementet".

Den slags international erfaring har den tidligere Schackenborg-bonde ikke meget af, men han udfyldte i en årrække en god deltidsstilling som særlig sagkyndig i Forsvaret herhjemme i Danmark.

Siden tog han til Paris for at videreuddanne sig på Frankrigs fornemmeste militærakademi.

Nu venter store opgaver på den danske prins i sin fars fødeland, hvis man skal tro jobopslaget.

"Som forsvarsattaché i Paris arbejder du ved den danske ambassade i Paris og er med til at udvikle det danske forsvarssamarbejde med en af de største forsvarspolitiske aktører på den europæiske scene.

Du vil indgå i den tværfaglige opgaveløsning på ambassaden, varetage dialogen med Forsvarsministeriet og underliggende myndigheder, rådgive den danske ambassadør, støtte den danske forsvarsindustri ift. Frankrigs marked samt koordinere og støtte gennemførelse af bilaterale militære samarbejdsaktiviteter," står der i opslaget, som er blevet fremlagt Folketinget, fordi Enhedslisten har bedt om lov til at se den.

Politikerne skal nemlig stemme om at give Joachim lov til at modtage sin apanage i Paris i stedet for den almindelige forsvarsattaché-løn - en forskel på mere end to millioner kroner.

"Hovedopgaven er at holde Forsvarsministeriet og Forsvaret orienteret om sikkerheds- og forsvarspolitiske udviklinger i Frankrig samt levere målrettede, skarpe analyser herom," stod der i opslaget.

Her afsløres det også, at ansættelsen af prins Joachim har sparet ambassadekassen for en udgift til franskundervisning. Det var nemlig ikke et krav, at ansøgeren skulle tale flydende fransk, men var man det ikke, skulle man på kursus og til sprogtest.

Heldigvis har Joachim fået det franske ind med modermælken, og har ovenikøbet en franskfødt frue, som han har boet i Paris med det seneste år.

Ansættelsen som forsvarsattaché varer indtil videre tre år, men kan blive forlænget.

Det kræves også af ansøgerne, at de skal kunne blive sikkerhedsgodkendt til at behandle de følsomme oplysninger, der florerer på en ambassade.

Det krav blev heller ingen forhindring for Joachim.

Sponsoreret indhold