Krimi27. juli 2020

Brutalt overfald efter nøgenbadning: Nu er tre anholdt

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt tre unge mænd i alderen 15-16 år
https://imgix.seoghoer.dk/politi_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Et brutalt overfald med både knivstik og kølleslag mod to unge mænd på 23 og 24 år har rystet beboerne i Sejs nær Silkeborg.

Nu har Midt- og Vestjyllands Politi anholdt tre unge mænd i alderen 15-16 år, der er mistænkte i sagen.

Det skriver TV 2.

Efter en festlig aften til en privatfest i den lille by ville de to mænd nøgenbade på vejen hjem.

De spurgte en ung kvinde, som de mødte på vejen, om hun ville hoppe med i søen Brassø. Det ønskede hun ikke.

De to mænd på 23 og 24 år hoppede i vandet, men blev mødt af en de nu anholdte mænd, da de kom op på land.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi spurgte den kun 15-årige dreng, hvad de havde gang i, inden han slog den ene af de to mænd med tre knytnæveslag.

Kort tid efter ankom en gruppe mænd, der bar køller og knive. Den ene af svømmerne blev stukket i maven og måtte på hospitalet. Den anden fik et stiksår i låret. Og de fik begge flere slag med køllerne.

Vagtcehfen ved Midt- og Vestjyllands Politi har oplyst, at overfaldsmændene har sydlandsk udseende.

De tre unge drenge bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg tirsdag formiddag.

Sponsoreret indhold