Det sidste interview med Bent Fabricius-Bjerre: Skrev aldrig af lyst
Tirsdag formiddag kunne Bent Fabricius-Bjerres familie i en mail til Ekstra Bladet oplyse, at han efter kort tids sygdom var død i en alder af 95 år.
Men i april måned gav komponisten sit måske allersidste interview i podcasten ”Lydspor”, hvor han blandt andet fortæller, at han aldrig selv har set sig som så stor en inspiration, som andre folk ellers glædeligt kalder ham.
- Der er forskellige slags komponister. Der er nogen, der sætter sig ned og skriver for sig selv og for at komme af med nogle følelser og for at give udtryk for et eller andet, fortæller han og uddyber:
- Jeg har altid, altså helt tilbage fra 13-14-års alderen, skrevet musik, der skulle bruges. Altså det er bestillingsmusik faktisk.
Derfor har han også kun én enkelt gang skrevet en kærlighedssang, som han ikke var blevet bedt om. Det gjorde han til sin anden kone, Anne Fabricius-Bjerre, som han var gift med fra 1977 til 2004.
Tak for musikken: Her er Bent Fabricius-Bjerres liv i billeder
Da hans første kone, Harriet Dessau, døde i 1975 skrev han heller ikke musik om tabet og det at pludselig stå som enlig far til fire børn.
- Der var heller ingen, der bad mig om det, fortæller han let grinende i podcasten.
Netop derfor så han heller ikke sig selv som en inspirator for andre – for melodierne og musikken blev ikke skrevet af lyst, men når opgaven landede foran ham.
- Jeg er kunsthåndværker. Tit er der folk, der spørger, hvor jeg får inspirationen fra. Men inspirationen er, at du får en opgave, der skal løses, og så må du dykke ned i din hjerne og se, hvilken slags musik skal det være. Hvilken stemning vil du have?
- Jeg håber, at jeg har inspireret nogen til at være omhyggelige med deres arbejde, fordi det er nok derfor, jeg har fået så meget at lave gennem årene, fordi det har været i orden, det jeg har lavet.
Bent Fabricius-Bjerre er nok allerbedst kendt for at have lavet musikken til blandt andet til ”Matador”, ”Olsen-Banden” og ”Blinkende Lygter”, og han mindes i dag af flere store kendte danskere, som vil savne netop hans inspiration og genkendelige musik.