Hans Pilgaards rørende gensyn: Bettina lærte mig at kysse
Lige her tog vi i 1979 afsked med hinanden og drog ud i livet, fortæller Hans Pilgaard, da BILLED-BLADET møder ham i skolegården på Blovstrød Skole.
”Hvad drømte vi om dengang, og gik drømmen i opfyldelse?”
De to spørgsmål vil Hans Pilgaard gerne have svar på. Sammen med sin gode ven, fotograf Rune Nygaard, beslutter han derfor at opsøge alle 22 klassekammerater fra 9.A.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fotograf Rune Nygaard, der har filmet tv-serien, er Hans Pilgaards nære ven. – Han er nærmest min lillebror. (Foto: Hanne Juul)
Det blev en tv-serie i tre afsnit, hvor det første blev sendt på TV 2 tirsdag 11. august. – Jeg tror, man kan lære noget om sig selv ved at besøge fortiden, mener Hans Pilgaard.
Det er med nysgerrighed og en vis nervøsitet, tv-værten kaster sig ud i projektet.
– Det er virkelig lavet med mit hjerteblod, forsikrer den garvede tv-vært.
– Jeg vidste jo ikke på forhånd, hvad jeg ville møde. Jeg opsøgte dem uden forvarsel og uden manus. I første afsnit møder Hans Pilgaard blandt andre Bettina.
– Hun kom først til i 7. klasse og var sjov, vild og smuk. Vi blev kærester, og det var Bettina, der lærte mig at kysse, husker Hans Pilgaard og griner.
Bettina drømte dengang om at blive dyrlæge, men blev i stedet sygeplejerske. Faktisk på det plejehjem, hvor Hans Pilgaards mor døde i 2014 – 85 år gammel.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det var Bettina, der i 7. klasse lærte Hans Pilgaard at kysse. Den vigtige lærdom er holdt ved, men nu kysser de begge nogle andre. (Foto: TV 2)
– Så på en måde gav det meget mening at gense min første kæreste, Bettina, dér hvor jeg sidst så min mor. Det var et godt sted at starte, forklarer Hans Pilgaard.
Bettina bliver overrasket, men også glad for gensynet og kunne forsikre, at hun har et godt liv.
Der er nogle få af de tidligere klassekammerater, der ikke ønsker at medvirke.
– Jeg er meget taknemmelig for, at så mange ville dele deres livshistorier. Det er en bevægende rejse, for der er jo både glade og sørgelige skæbner. Nogle, der har haft et hårdt liv, og nogle, der har mistet, og nogle, der selv har været ramt af sygdom.
Bo var Hans Pilgaards allerbedste ven.
– Det var os mod verden. Os, Liverpool og Slade, husker Hans Pilgaard.
Hårdt kræftforløb
Bo, der arbejder med gartneri, blev for to år siden ramt af en blodprop i hjertet, men har det o.k. i dag.
Hans Pilgaard har selv været gennem et hårdt forløb med tarmkræft, så de to venner kan konstatere, at de begge har afvist ”manden med leen”.
Den nostalgiske rejse har fået Hans Pilgaard til at konstatere:
– Meget skyldes tilfældigheder. Og et nul i karakterbogen kan sagtens vise sig at være et 12-tal i svøb, når man skal ud og klare sig i livet.
– Man skal fokusere på det, man er god til.