Kendte24. august 2020

Sådan var Ulla Pias sidste tid

Inden dansktopstjernen Ulla Pia døde, talte SE og HØR med hendes datter. Hun fortalte, hvordan Ulla Pias sidste tid var

I dag kunne SE og HØR fortælle, at dansktoplegenden Ulla Pia er død.

Den 75-årige hitsanger døde af en kræftsygdom, som hun fik stillet tilbage i marts måned.

Inden hendes død talte SE og HØR med datteren Karina Pia Nielsen, 49, der åbent fortalte om Ulla Pias svære kamp.

Her fortalte Karina blandt andet, at Ulla Pia nåede at få sit største ønske opfyldt:

– Min datter, Melina blev student den 8. juni, og min mor har hele tiden haft den dato som et pejlemærke, fordi det var hendes store ønske at opleve Melina få studentereksamen. Så min mor har simpelt hen kæmpet for at holde sig i live, fortalte Karina, til SE og HØR.

Ulla Pia boede i en periode på plejecentret Lions Park i Nærum, i nærheden af sin datter og børnebørnene Melina på 18 år og Silas på 11.

– Da vi nåede dagen, og vi stod på gymnasiet, hvor Melina fik huen på, ringede de fra plejecentret og sagde, at nu havde min mor så mange smerter, at de var nødt til at køre hende på hospitalet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ulla_pia_4.jpg
 (Foto: Privat)

Barnebarnet Melina, 18, er Ulla Pias øjesten, og de to havde et tæt forhold.
– Ugerne og dagene op til den 8. juni, hvor Melina blev student, var meget nervepirrende, fordi jeg vidste, at det var min mors største ønske at se Melina få huen på, har datteren Karina fortalt. (Foto: Privat)

- Vi tog med det samme hen på plejecentret, inden hun blev hentet. Min mor krammede Melina, og hun skrev også i hendes studenterhue, og vi fik taget nogle dejlige billeder, så vi altid vil have det minde. Vi stod allesammen med tårer i øjnene – det var bare så rørende, sagde Ulla Pias datter, Karina.

EN TAPPER DAME

Herefter blev Ulla Pia kørt til Gentofte Hospital, hvor hun var indlagt indtil den 17. juni.

Efterfølgende kom hun tilbage på plejecentret, hvor Karina besøgte hende hver dag.

– Hun har rigtig mange smerter. Hun har altid været tapper og en fighter, og hun kæmper det bedste, hun har lært. Men det er en ulige kamp, når først man har fået sådan en sygdom, sagde Karina.

Som én af Danmarks allerstørste dansktopstjerner gjorde Ulla Pia danskerne glade i låget.

I 1960'erne og 1970'erne leverede hun den ene ørehænger efter den anden.

Mange danskere kan stadig synge med på Ulla Pias "Flower Power tøj" fra 1969 og "Karina" fra 1971. Den sidstnævnte sang er skrevet til Ulla Pias datter.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ulla_pia_2.jpg
 (Foto: Mogens Ladegaard)

I de sene 60'ere blev Ulla Pia fra på rekordtid folkeeje.
Bladene ville pludselig vide, om hun kunne lide stegt lever, eller hvad hun syntes om USA og den kolde krig. (Foto: Mogens Ladegaard)

Til det allersidste gjorde den 75-årige sangerinde stadig andre glade i låget – selv da hun var i store smerter.

– Når man tænker på, hvor syg hun er, så synes jeg virkelig, det er imponerende, hvor god hun er til at holde humøret oppe. Hun laver stadig fis med mig, når jeg besøger hende.

- Når hun får lyst til et stjerneskud eller en bestemt kage, så kommer jeg med det til hende, og så siger hun: "Det er godt, jeg kan holde dig i gang." Det er så dejligt, hun har bevaret sit positive sind, sagde Karina.

Svært farvel

Ulla Pia levede et farverigt liv med stor kærlighed og nærvær til sin familie og stor appetit på tilværelsen. Og tanken om, at hendes tid er ved at ebbe ud, var svær for hende, afslørede Karina i interviewet med SE og HØR:

– Hun siger selv: "Jeg synes, det er så mærkeligt, at det er så tæt på nu." Og det kan jeg godt forstå. Hun er ikke så glad for at tale om det, og det synes jeg også er helt okay, fortalte Karina.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ulla_pia_3.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Melodigrandprix-sejren i 1966 banede vejen for Ulla Pias karriere, som siden både bragte hende til revy, film og ikke mindst dansktoppen. (Foto: Ritzau Scanpix)

Kræften gav Ulla Pia åndenød, og hendes stemme var blevet ru, så hun havde frabedt sig at tale i telefon med andre end sin datter.

– Hun ringer og siger godmorgen og godnat. Det er et ritual, vi har fået, siden hun fik diagnosen. Hun ringer til mig og siger "Jeg er stadigvæk i live".

VIL GÅ MED VÆRDIGHED

Datteren Karina fortalte til SE og HØR, at hun helt naturligt blev berørt, når hun fortalte om sin mors situation, men hun tilføjede på samme tid, at hun var fast besluttet på, at de skulle have det bedste ud af Ulla Pias sidste tid.

– Man kan godt grave sig selv ned i tristhed, men det får man ikke noget ud af.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ulla_pia_1.jpg
 (Foto: Søren Jul Lamberth)

Karina Pia Nielsen, 49, og hendes mor, sangerinden Ulla Pia Nielsen, holdt sammen i den svære tid. (Foto: Søren Jul Lamberth)

- Jeg tror, jeg har arvet den positivitet fra begge mine forældre. Jeg er enebarn, så jeg er den, der er den. Nogle gange kunne jeg godt have ønsket mig, at jeg nu havde en bror eller søster.

- Men jeg har heldigvis min fantastiske familie, som støtter mig. Jeg besøger min mor hver dag, og jeg har lige været ovre med en neglefil til hende, for hun går stadig op i, at hun ser pæn ud. Hun vil gerne herfra med værdighed, sagde Karina.

Ulla Pia døde lørdag 22. august.

Sponsoreret indhold