Robbie Williams: "X Factor"-fiasko
Ligesom herhjemme er "X Factor" også seernes yndlingsprogram i Storbritanien. Derovre taler vi om seertal, der er nogenlunde det dobbelte af Danmarks indbyggertal.
Så da superstjernen Robbie Williams forleden skulle gøre comeback efter 3 år, hvor han ikke har stået på en scene, var det da også helt naturligt at kickstarte sin drøm om succes netop der.
Men det hele var ved at ryge i vasken for den ellers så succesvante, tidligere Take That-sanger.
Han skulle synge sit netop udsendte nummer "Bodies".
- Altså, jeg ved ikke, om du nogensinde har prøvet den situation, hvor mere end 10 millioner mennesker sidder og venter på at bedømme din første optræden i 3 år, men jeg skulle hilse at sige, at det ret skræmmende, skriver Robbie på sin blog og fortæller så, hvordan det hele var ved at kollapse:
- Jeg stod der og ventede på, at dørene ind til scenen skulle åbne automatisk. Og så skete der ikke en skid ... Så jeg måtte selv hen og presse dørene op ... Og helt ærligt, det er altså ikke den bedste måde at komme i gang på. Det var, som om alt det, jeg havde øvet og glædet mig til, røg ud ad vinduet.
Robbie fik dog gennemført nummeret, men selv om han selv synes, at det gik okay trods den uheldige start, er de britiske medier skånselsløse og skriver, at han godt kan holde endnu 3 års pause for deres skyld.