Carole Baskins første dansenummer afsløret: Og selvfølgelig er det DEN sang
Hvis kattedronningen Carole Baskin skulle vælge sig en temasang, så ville det mest oplagte klart være nummeret "Eye of the Tiger" - naturligvis.
Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at lige netop det nummer bliver den første sang, som "Tiger King"-stjernen skal danse til, når hun om ganske kort tid får sin dansedebut i "Dancing With the Stars" - den amerikanske version af dansekonkurrencen "Vild med dans".
Den 59-årige Netflix-stjerne kunne onsdag fortælle, at sangvalget er faldet på Survivor-hittet.
- Jeg har i går fået godkendt at fortælle, at vi laver "Eye of the Tiger", så det er jeg meget spændt på, fortæller Carole Baskin til E! News.
Selvom det første nummer, som Carole skal danse til, er blevet offentliggjort, så er det dog endnu ikke besluttet, hvilken slags kattekostume, hun skal danse i.
For hun må da skulle danse i et kattekostume for alle sine "cool kats and kittens", der utvivlsomt vil se med, når programmet har premiere på den amerikanske kanal ABC den 14. september.
- Jeg sidder faktisk i min bil uden for kostumeafdelingen lige nu. Og jeg har givet dem instruktioner om ingen pels, ingen fjer, ingen leder eller noget som helst, forklarer hun om sit valg af tøj.
Artiklen fortsætter efter billedet...
"Tiger King"-hovedpersonen Joe Exotic, der nu er fængslet for at ville myrde Carole Baskin - den kommende "Vild med dans"-deltager. (Foto: Netflix)
- Leoparder giver mig mest inspiration, fordi de kan klare at gøre alting ved at bruge absolut mindst energi for at opnå deres mål, siger hun og afslører i den forbindelse muligvis, hvilket kostume seerne vil kunne opleve Carole i.
Udover den 59-årige Carole Baskin skal Backstreet Boys-medlemmet AJ McLean også dyste. Det samme skal musikeren Nelly, skuespiller Jesse Metcalfe og Super Bowl-vinder Vernon Davis.
Carole Baskin var på alles læber i starten af året, da hun medvirkede i Netflix-dokuserien "Tiger King".
I serien følger man zoo-ejeren Joe Exotic, der i år er blevet dømt og fængslet for et forsøg på at hyre en lejemorder, der skulle slå Carole Baskin ihjel.