Derfor har "Årgang 0"-Stephanie ikke haft kontakt til sin far i to år
"Årgang 0"-Stephanie har ikke set eller haft nogen form for kontakt med sin far, Christian Van Der Watt, siden den 10. oktober 2018, fordi der er opstået uoverenstemmelser omkring Stephanies personlige opsparingskonto.
En konto, faderen i en periode havde ansvaret for.
Det afslører Stephanie Siguenza i sin nye bog "Stephanie - Fra "Årgang 0" til frihed", der udkommer i dag.
Stephanie, der ellers har boet hos sin far det meste af tiden efter forældrenes skilsmisse, er gået fra at være fars pige til helt at cutte kontakten.
Det har betydet, at farmand er gået glip af en lang række vigtige begivenheder i Stephanies liv.
Blandt andet fik han ikke muligheden for at se sin datter få studenterhuen af den simple årsag, at han ikke var inviteret.
Artiklen fortsætter under billedet...
Stephanie fortæller "hele historien" i sin nye bog. Foto: Martin Høien
Det helt store brud mellem far og datter har sin begyndelse i 2016. Her får Stephanie job som servicemedarbejder i Fakta. Et job, hun sikrer sig, da hun begynder i 10. klasse.
Samtidig med jobbet som servicemedarbejder passer hun sine studier og bor fortsat hjemme. Det betyder, at den unge Stephanie ikke har mange udgifter, da hun blandt andet bor gratis hos sin far.
Jobbet i Fakta sikrer "Årgang 0"-stjernen en fin indtjening, men for ikke at bruge alle pengene på tant og fjas er det Stephanies far, der får ansvaret og adgang til hendes konto med et Nem-ID.
Stephanie har på daværende tidspunkt ikke selv adgang til kontoen og har derfor heller ikke helt styr på, hvor mange penge der egentlig står på opsparingen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Stephanie og hendes far i 2012, da de sammen ankom til TV 2's kavalkade-show "De største øjeblikke" i Operaen. Foto: Lars H. Laursen
I samarbejde med sin mor laver Stephanie nogle år senere - i 2018 - et regnestykke og konstaterer, at der mangler penge på kontoen.
Faktisk mangler der ifølge Stephanie næsten 60.000 kroner. Det beskriver hun i sin bog.
For Stephanie har det været en svær beslutning, hvorvidt hun skulle fortælle om grunden til spliden mellem hende og faderen, men i sidste ende synes hun, det er vigtigt at få hele historien med.
- Jeg håber, vi en dag kan finde sammen igen og snakke og have det godt. Selvfølgelig tror jeg ikke, vores forhold bliver det samme. Det er jeg indforstået med. Jeg vil også gerne have børn en dag, og jeg vil også gerne have, at de skal kende deres morfar. Det er klart, fortæller Stephanie til Billed-Bladet og fortsætter:
- Selvfølgelig håber jeg, vi en dag kan have en form for relation. Eller i det mindste bare være på talefod, for uanset hvad er han min far. Det kan jeg ikke komme uden om, men lige nu regner jeg ikke med noget.
Svarer igen
Christian Van Der Watt er blevet præsenteret for Stephanies udlægning af historien og har til Billed-Bladet svaret følgende:
- Der er ALTID 2 sider af en sag. Denne her beror på misforståelser og sårede følelser.
- Det er aldrig sjovt at miste kontakt til et familiemedlem, og derfor skal den for mit vedkommende IKKE løses gennem medierne. Jeg har ikke yderligere at tilføje.