Zobel-brødrene åbner op om tabet af mor: Frygter for jul
Til december er det et år siden, at Henriette Zobel gik bort og efterlod sine to sønner, Nicolai og Alexander Zobel. Nu åbner de to brødre op om tabet.
I aften er de i studiet til "Vild med dans" som publikum, og inden showstart talte de to brødre ærligt og åbent om tabet af deres mor.
- Vi har det okay, fordi vi har hinanden. Derudover har vi en masse gode venner og familie, siger lillebror Nicolai på 26.
Han bliver bakket op af sin to år ældre storebror, som priser sig lykkelig for, at de to har haft en masse gode venner og familie som støtte gennem det sidste år, som har været hårdt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Nicolai (til venstre) og Alexander er mødt op til "Vild med dans" for at støtte deres veninde Emili Sindlev (Foto: Hanne Juul)
- Alting taget i betragt synes jeg, vi klarer det okay. Det er selvfølgelig svært, men som min bror også sagde, så har vi virkelig mange gode venner og familie, som er gode til at støtte. Familien er kommet endnu tættere sammen nu, siger Alexander.
Den kommende tid bliver især hård for de to brødre. Julen står nemlig for døren, og det bliver selvsagt svært at skulle undvære sin mor i denne særlige tid.
- Jeg gruer en lille smule for det. Men at have sin jul sammen med folk, man elsker, gør også, at man ser frem til den, siger Alexander og fortsætter:
- Jeg ved, at jeg kommer til at sidde et tidspunkt i løbet af aftenen og blive en smule rørt. Men jeg tror, det er et godt tegn, at jeg ikke er bange for det mere.
Artiklen fortsætter under billedet...
Henriette Zobel blev 57 år og havde et tæt og nært forhold til sine sønner (Foto: Dan Mariegaard)
Støtter Emili
Nicolai og Alexander er mødt op til "Vild med dans" for at støtte deres veninde Emili Sindlev, som de har et nært forhold til.
- Vi har kendt Emili, siden hun blev født. Hun er en pap-kusine for os, fortæller Nicolai med et stort smil.
Emili og hendes familie har altid været en stor støtte for de to bror. Også da Henriette Zobel gik bort.
- Hendes familie har altid stået os utroligt nært, og de har hjulpet os igennem nogle virkelig svære tider, siger Alexander.