Ansat i Carole Baskins dyrepark ville fodre tiger: Det gik helt galt
Carole Baskin, der er kendt fra Netflix-serien ”Tiger King”, har endnu engang travlt med at slukke ildebrande.
For endnu en skandale har ramt den katte-elskende kvinde. En frivillig ansat i hendes dyrepark Big Cat Rescue er nemlig blevet angrebet af en af Baskins dyr.
Det skriver TMZ, som har været i kontakt med Carole Baskin og ægtemanden Howard.
-
- Det er vores universelle regel, at man IKKE åbner lågen, før der er en koordinator til at hjælpe, men Candy sagde, at hun ikke tænkte sig om, da hun rakte armen ud for at åbne lågen. Det er imod vores protokoller, at man stikker nogen kropsdele ind i et bur til en kat, siger parret til TMZ.
Parret fortæller, at en af deres frivillige, der har været der i længst tid, stak armen ind til tigeren Kimba, for at åbne døren, så hun kunne fodre ham.
Det fik det sultne rovdyr til at bide sig fast i kvindens hånd og rive til.
Mediet skriver, at Candy Cousers arm nærmest blev revet af ved skulderen.
15 minutter efter ankom en ambulance til stedet, og den frivillige kvinde blev hastet til hospitalet.
Ifølge TMZ forventer man, at hun overlever det blodige tiger-angreb.
Carole Baskin ønsker ikke, at det får konsekvenser for tigeren. Den vil dog for en sikkerhedsskyld blive sat i karantæne i 30 dage.
Baskin og hendes Big Cat Rescue blev kendte tidligere på året, da hun medvirkede i ”Tiger King” sammen med sin fjende Joe Exotic.