Mads Langer i kjole: Kopierer Harry Styles i sød hilsen
Det er ikke mange dage, siden Mads Langer kunne meddele, at han og hustruen, Julie Lillelund, venter deres første barn.
En nyhed, der har resulteret i en lind strøm af søde hilsner til de vordende forældre.
- Tak for jeres overvældende interesse i Julies graviditet og for alle de varme hilsner, skriver sangeren i et opslag på sin Instagram-profil og fortsætter.
- Vi er så glade og spændte på at få en lille pige.
Til opslaget har Mads Langer gjort sig ekstra fin og taget kjole på i dagens anledning.
Selvom han ikke sætter direkte ord på det, kunne det ligne lidt af en homage til den britiske musiker Harry Styles, der i november skabte vild ravage, fordi han vovede at klæde sig ud i kvindetøj i forbindelse med en billedserie i det amerikanske modemagasin Vogue.
Flere af Mads Langers mange følgere har da også bemærket ligheden.
Artiklen fortsætter efter billedet...
- TIllykke og fint Harry Styles Vogue-inspirert billede. Du nailer den også, Mads, skriver en følger.
- Jeg elsker ALT ved det her billede, skriver en anden følger.
Det var også på Instagram, at Mads Langer offentliggjorde nyheden om, at han til sommer bliver far til en lille pige.
- Min favoritperson i hele verden venter vores barn, skriver han og afslører i samme omgang også barnets køn.
Artiklen fortsætter efter billedet...
- Det er en pige. Glæder mig til at møde hende tidligt på sommeren næste år.
Mads Langer blev sidste sommer gift med den 25-årige Julie Lillelund. Parret blev gift den 29. juni 2019 på Engelsholm Slot ved Vejle.