Krimi17. december 2020

Drama i Tøfting-familien: Søn bankede svoger

Nick Tristan Nielsen er blevet idømt fire måneders betinget fængsel for vold
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-0011217.jpg
 Foto: Hans Bølcho

Julehyggen bliver nok ikke helt den samme, som den plejer hos familien Tøfting i år.

Onsdag blev Nick Tristan Nielsen, stedsøn af den danske landsholdslegende Stig Tøfting, idømt fire måneders betinget fængsel.

Han blev dømt for at have slået sin svoger Omaid Loqman Mahmoud i hovedet med flere slag. Omaid er gift med Stig Tøftings datter Mie. Sammen har ægteparret tre børn.

Ifølge anklageskriftet havde Nick Tristan i februar slået svogeren i hovedet med en metalgenstand flere gange. Anklageren gik efter at få ham dømt for grov vold.

I retten erkendte Stigs søn volden, skriver Ekstra Bladet, men nægtede at have slået med en metalgenstand. Det blev han heller ikke dømt for.

Dommeren takserede volden til fire måneders betinget fængsel, og dømte ham ikke efter anklageskriftet for grov vold. Kort efter dommen skrev Nick Tristan, der tidligere har dannet par med ”Familien fra Bryggen”-stjernen Stephanie Geggo, på Instagram:

’4 mdr ubetinget fængsel! Det bliver ren hygge, jeg er stolt af min dom, og jeg fortryder intet! #Noregrets’, skriver han med en henvisning til sin fars bestseller med titlen ”No Regrets”.

Krig på Instagram

Nick Tristan har i flere uger på Instagram fortalt, at han skal i retten.

Her lagde han et billede op af sin svoger, hvor hans ansigt er klippet ind på et foto af rapperen 6ix9ine. Den amerikanske musiker fik sidste år nedsat sin straf, da han valgte at sladre til politiet om sine venners kriminelle-aktiviteter.

Det fik Omaid Loqman Mahmoud, der har anmeldt Nick Tristan for vold, til at skrive en lang og mindre flatterende besked tilbage.

Samtidig har Nick Tristan flere gange postet billeder af sin søster Mie, hvor man ifølge Nick Tristan kan se, at hun er blevet slået i ansigtet.

Tøffes søn mødte op i retten med et andet kendt ansigt. Han fik opbakning af Emrah Cetin, der har dannet par med reality-baben Mariyah Samia.

Tilbage i 2013 blev Nick Tristan anholdt sammen med Stig efter en bytur i Aarhus, hvor de kom op og skændes med nogle dørmænd ved natklubben Zenza.

Sponsoreret indhold