Kendte12. januar 2021

Melvin Kakooza afslører: Var forelsket i 20 år ældre kvinde

Den populære tv-værts første forelskelse var ikke som de fleste andres
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/copy_of_35_x_factor_2021_fotosession_dommer_vaerter_1sl3829.jpg
 Foto: Søren Jul Lamberth

- Nogen er forelsket i Britney Spears eller Infernal i sin tid, eller sådan noget, men jeg havde totalt et ungdomscrush på Mette.

- Hende var jeg smaskforelsket i.

Sådan fortæller den 29-årige standupper og tv-vært, som må sige at stå overfor sit folkelige gennembrud, når han skal beværte ”X Factor” liveshows i løbet af dette forår.

I et personligt interview med Fredericia Avisen, som dog har nogle år på bagen, fortæller han ærligt om sin første store kærlighed.

- Jeg har lavet så mange ligegyldige ting derinde, som jeg bare smed ud på vejen hjem. Perler, puder – Jeg tog sykørekort for at være sammen med Mette, siger han om pædagogen, der var ansat på hans kreastue i fritidsordningen på Damvej i hjembyen.

Ulykkelig kærlighed

Som i enhver anden kærlighedshistorie, bliver der også på et tidspunkt i Melvins hældt lidt malurt i bægeret.

Den store hjertesorg rammer, da han finder ud af, at pædagogen Mette er kærester med hans trommelærer Morten.

- Jeg kan huske, da jeg fandt ud af det, så bliver jeg så sur på Morten og Mette, at jeg ikke snakker med dem i en måned, fortæller han, før han fortsætter:

- Det blev jeg så smadderked af.

Kunne kurere drillerierne

Mette, der på daværende tidspunkt har været omkring 20 år ældre end Melvin, forærede den lille dreng en slikpose som plaster på såret.

- Det endte med at være okay. For de var jo begge to rigtig seje, lyder det fra den 29-årige skærmtrold, som dog slet ikke er i tvivl:

- Det var i hvert fald min rigtige første kærlighed, er du sindssyg mand, det kunne jeg bruge meget tid på. En hel dag, kunne jeg nemt være derinde.

Melvin sidder bag rattet med et drømmende blik, og fortæller om, hvordan Mette kunne forsøde selv de dårligste dage.

- Det kan godt være, jeg havde fået buksevand eller var blevet vasket i skolen, men bare det jeg vidste at jeg skulle ind på Mettes stue, det var fantastisk. Simpelthen.

Se Melvin fortælle om sit første store crush - den 20 år ældre Mette - her:

Ikke tid til "den nye mette"

Kakooza startede karrieren da han i 2017 vandt DM i stand-up. Herefter har han været fast inventar på stort set den samlede danske tv-sendeplan som medvirkende i "Stormester", "Hesten og Gæsten" samt med sin rolle i Xee-serien "Sunday".

Som vært har Melvin samlet danskerne om sære Strøg-udfordringer i "Smæk for skillingen" og snart springer han ud som Sofie Lindes barselsafløser på "X Factor".

Selvom karrieren kører på skinner, er det dog ikke sikkert, Melvin har fundet sig en ny stor kærlighed.

Han har simpelthen for tralvt.

- Der er mange, der spørger: 'Nå, hvordan går det med kærlighedslivet?', og der må jeg bare sige, at det tænker jeg overhovedet ikke på. Det handler bare om at arbejde og om at gøre det, som jeg synes, der er sjovt, fortalte han til Ekstra Bladet, da de snakkede med ham til Zulu Awards i sommeren 2020.

Sponsoreret indhold