Kendte12. januar 2021

Er han den nye James Bond? Nu svarer "Bridgerton"-stjerne på rygterne

Regé-Jean Page, der spiller hertugen af Hastings i Netflix-hittet "Bridgerton", er blevet storfavorit til at overtage rollen efter Daniel Craig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210105-110941-6-1920x1080we.jpg
 Foto: Ruba/Backgrid/Ritzau Scanpix

Han spiller en af hovedrollerne i Netflix-serien "Bridgerton", der efter sin premiere den 25. december ligger i top fem over de mest sete serier på streaminggiganten nogensinde.

Hele verden har nu lært 31-årige Regé-Jean Page, der har zimbabwiske og engelske aner, at kende som Simon Bassett, hertugen af Hastings, men hvis det står til hans mange fans, så kommer han til at lande en endnu større rolle.

I "Bridgerton" viser han sine evner som kvindebedårer, og ikke mindst viser han sin yderst veltrænede krop frem, og det har fået fans til at spekulere i, at han er den perfekte efterfølger til Daniel Craig, som er klar til at give James Bond-stafetten videre.

Artiklen fortsætter under billedet

Skuespilleren pustede selv til ilden, da han i midten af december postede et klip af sig selv i fuldt "Bridgerton"-kostume, hvortil han skrev:

- Regency, royalty. Shaken and stirred.

Her henviser han til den famøse måde, som James Bond foretrækker at få sin martini serveret, men det har også gjort, at fans nu hepper på, han bliver den næste James Bond.

Variety har bidt mærke i, at betting-sitet Ladbrokes har øget hans odds som Bond-favorit fra 40/1 til 5/1. Storfavoritten til at overtage efter Daniel Craig er skuespilleren Tom Hardy.

Og da Regé-Jean Page forleden blev interviewet af Jimmy Fallon, kom de naturligvis ind på de vedvarende Bond-rygter.

- Internettet har besluttet sig for, at du er favorit til at blive den næste James Bond... Er der noget, du gerne vil fortælle os?, spørger Fallon, hvortil Page svarer:

- Jeg tror, internettet synes mange ting, og det her er en af de mere rare ting, så det er jeg glad for. Men jeg tror, der er et element af kulturel oversættelse her, forklarer han og fortsætter:

- Hvis du er brite og gør noget, som høster anerkendelse, som folk kan lide, så begynder folk at bruge "B-ordet". Det er som en slags medalje. Jeg er glad for at have fået den medalje. Jeg er glad for at være i selskab med personer, som har den medalje, men det er bare en medalje, understreger han.

Du kan se hele interviewet herunder:

Sponsoreret indhold