Blev slagtet af løverne: - Det går fantastisk
Pitchet var "skod".
Sådan lød den kontante vurdering fra Jesper Buch, der er investor i DR-programmet "Løvens hule".
Iværksætteren Signe Østerlind stod bag pitchet, som ikke faldt i løvernes smag.
Kort fortalt går Østerlinds firma Vac Vac Studio ud på at lave bæredygtigt børnetøj.
- Jeg håber, at forbrugerne får øjnene op for, hvordan tingene foregår i tekstilbranchen generelt. Der vil vi gerne gøre en forskel ved at bruge materiale, som ellers skulle have været brændt, siger Signe Østerlind til SE og HØR.
Men efter det fejlslagne pitch, var stemningen forsvundet i studiet. Derfor måtte Østerlind også forlade programmet uden en ny investor - hun mener dog ikke, at løverne var for hårde.
- Jeg vil sige, at vores pitch ikke var som alle andres. Det er bestemt ikke det, jeg er god til - jeg er god til at lave mit arbejde. Og når man bliver nervøs, så kommer der måske ikke de ord ud af munden, som man gerne vil have.
- Men i forhold til pitchet synes jeg, det var fair behandling, siger hun.
Det er ikke kun børnetøj, men også andre tekstiler, man kan købe hos vacvac. Foto: vacvac.dk
nyt tilbud
Få uger efter programmet blev optaget i august 2020 fik Signe Østerlind dog en investor alligevel.
Investoren havde fulgt Vac Vac Studio i længere tid og ville gerne samarbejde.
- De var vilde med vores concept og er i samme branche. Vi kommer med en ny collection til efteråret, som hedder better basics. Den vil ikke være lavet af materiale, som skulle have været brændt, men til gengæld vil den være GOTS-certificeret, siger Østerlind.
Det betyder, at tøjet fra start til slut vil være produceret så miljøvenligt som muligt. Du kan læse mere om mærkningsordningen her.