Kendte1. februar 2021

Dak Wichangoen gravid under "Masterchef": - Jeg troede, noget var galt

Michelin-kokken fortæller åbent om graviditeten og fremtidsudsigterne med sin lille familie - men fortidens dramatiske forhold har sat ar i sjælen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dak2_0.png
 Foto: TV3

Sæson 7 af "Masterchef" ruller over skærmen mandag 1. februar, men i år bliver det med et nyt ansigt i den tidligere dommertrio, der nu bliver til en kvartet.

Køkkenchef på Michelin-restauranten Kiin Kiin, Dak Wichangoen, får debut som fast dommer blandt de i forvejen kendte ansigter i Jakob Mielcke, Thomas Castberg og Jesper Koch.

Dermed får den mandsdominerede jury nu en kvinde med på holdet. Og det bliver et friskt pust ifølge dommer-debutanten.

- Jeg kigger på tingene med lidt mere feminine øjne. Det er nok meget godt for dem, at der kommer en kvinde og bryder den herreklub, de har haft i så mange år, siger Dak Wichangoen, der er specialist i asiatisk mad og særligt thai-køkkenet.

- Jeg kommer med noget spice. Programmet har en masse faglighed, men jeg giver lidt krydderier, fest og farver til det hele, lover Michelin-kokken.

Selvom det er nyt for Dak at være dommer i "Masterchef" er det ikke alle ansigter, der er lige ukendte for hende.

Jesper Koch var nemlig hendes læremester, da hun tog kokkeuddannelsen og var elev på Brødrene Koch i Aarhus.

https://imgix.seoghoer.dk/dak4.png

Foto: TV3

Derfor var det også med en vis ærefrygt, at hun gik ind til programmet.

- Jeg var bange for, at jeg ville hoppe tilbage i elevrollen. At jeg bare ville nikke og sige 'ja tak'. Men de havde jo ikke bestilt en nikkedukke - de ville gerne have min mening. Og jeg har bestemt ikke bare siddet i baggrunden og nikket, siger hun.

Ustoppelig appetit

Under optagelserne til programmet kom der pludselig et benspænd for Dak Wichangoen. Hendes krop begyndte at opføre sig mærkeligt.

Hun mærkede tøjet begynde at stramme, og hun begyndte at føle sig oppustet. Og hun spiste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af.

- Jeg fik mange kommentarer om, at jeg spiste rigtig meget. Jeg havde konstant noget i munden, og jeg kunne slet ikke lade være. Jeg tænkte, at der var et eller andet galt med mig, siger hun.

Der var en god grund til den ustyrlige madtrang. Midt inde i optagelserne kunne hun afsløre, at hun var gravid.

Men graviditeten satte ikke en stopper for hendes virke som dommer.

- Jeg døjede meget med kvalme. Men heldigvis for mig var mad det eneste, der fik kvalmen til at forsvinde. Så jeg spiste for at dulme den, fortæller hun.

En enkelt gang blev hun dog udfordret af sanserne, hvor hun blev nødt til at trække sig.

- Der var på et tidspunkt røg i studiet blandet med en fiskelugt. Der skulle jeg lige trække vejret, drikke et glas vand og prøve at fake et smil. Men jeg havde på det tidspunkt heldigvis afsløret, at jeg var gravid, så der blev taget hensyn til mig, siger hun.

https://imgix.seoghoer.dk/dak5.png

Foto: TV3

Flytter fra københavn

Dak står til at skulle føde sidst i april, og graviditeten går som den skal.

- Det går godt. Mine fødder og hænder er begyndt at hæve, og jeg er konstant træt. Men det er jo glæden ved at være gravid, ikke?, spørger hun med et ironisk grin.

Faren til barnet er Anders Jensen, der er administrerende direktør på Mads Vads danseskole "VM Dans" i Aarhus, hvor Anders også er bosat.

Selvom Dak driver restaurant Kiin Kiin i København, er hun nu fast besluttet på at flytte til det jyske, når hun går på barsel - om ikke andet for en stund.

- Jeg plejer ikke at planlægge mit liv. Jeg går efter min mavefornemmelse. Vi har bestemt os for at stifte familie, så det er førsteprioriteten, og så må vi tage den derfra, siger hun.

Ar på sjælen

Selvom Dak Wichangoen nu lever i et lykkeligt forhold og kan se frem til snart at stifte familie, har kærlighedslivet ikke altid kørt på skinner.

Under "Vild Med Dans", hvor hun deltog i 2017, kunne hun afsløre, at hendes daværende kæreste havde levet et dobbeltliv og haft en anden kæreste i en længere periode.

https://imgix.seoghoer.dk/dakvmd.jpg

Foto: Thomas Laursen

Det er en oplevelse, der for altid vil sidde i hende.

- Jeg ville lyve, hvis det ikke havde sat ar i min sjæl. Men jeg har gode forældre, en god bror, gode veninder og en fantastisk kæreste. De forstår mig, og de hjælper mig i gennem, når der dukker et eller andet op. De ar vil altid være der - de er en del af mig, fortæller hun åbenhjertet.

- Det var et tidligere liv. Det har bygget mig til den, jeg er i dag. Hvis det ikke var sket, havde jeg aldrig mødt den kæreste, jeg har nu. Shit happens for a reason, siger hun.

Sponsoreret indhold