
Fodboldspillere tog til Dubai og kom hjem med corona: - Det er utroligt dumt

To spillere fra Vensyssel, anfører Søren Henriksen og hans holdkammerat Mikkel Wohlgemuth, er blevet smittet med coronavirus på deres smuttur til Dubai tidligere i januar.
Det skriver Nordjyske, ifølge BT.
For snart en uge siden meddelte klubben, at hele ni af deres spillere var blevet konstateret smittet med den frygtede virus.
Den 11. januar var spillerne før træning ellers testet negative, men efter flere tests senere sammen dag dukkede de positive prøvesvar pludselig alligevel op.
Tog det ikke seriøst nok
Vendsyssels anfører Søren Henriksen lægger sig fladt ned.
- Det var selvfølgelig en utrolig dum og dårlig beslutning overhovedet at tage derned, og vi må bare erkende, at vi ikke tog det hele så seriøst, som vi burde have gjort, fortæller han i interviewet i Nordjyske.
Holdkaptajnen fortæller videre, at han har modtaget mange beskeder fra folk – også fremmede – der er vrede. Han forstår dem godt, og har også måtte undskylde over for resten af holdet.
- Vi har haft nogle onlinemøder i klubben, hvor jeg har undskyldt over for alle. De har taget det pænt, men jeg kan godt forstå, hvis de er sure. Jeg ved, jeg har dummet mig, så jeg må tage den straf, der eventuelt måtte komme, lyder det.
De resterende medlemmer af den sportslige afdeling blev testet negative for lidt over en uge siden, men al fællestræning i Vendsyssel FF er i øjeblikket indstillet, ligesom kampen mod Hobro fredag måtte aflyses.
Læs mere om danskerne i Dubai i artiklerne herunder:


Alva Madsen strandet i Dubai: - Ikke det værste sted at være fanget

Ingen hjælp: Strandede danskere i Dubai må klare sig selv
