Maria Hirse dømt igen: Her er hendes nedture
I februar 2019 blev Maria Hirse kendt skyldig i hæleri, indbrudsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.
Den i dag 49-årige model blev i Retten i Helsingør idømt tre måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste i en sag, der til overflod involverede rockerforbindelser, ulovlige knojern, hælervarer og stjålne PH.lamper og andre luksusting for 70.000 kroner, samt et natligt besøg i en fremmed mands hestestald.
Man troede nærmest ikke, at nedturen kunne blive meget værre, da Hirse efter nogen tids overvejelser valgte at acceptere dommen.
Men i dag i retten i Svendborg kunne 49-årige Maria Hirse, som har ændret navn til Mariia Medeleine Sea Svensson, tilføje endnu en plet til straffeattesten.
Orkestrerede overfald
Her blev hun idømt to års fængsel for at have orkestreret et overfald på sin eks-kæreste.
- Hun har orkestreret alt det her. Lokket unge mænd til både at begå indbrud og vold. Og selvom hun ikke var med, så var det hele sat i gang af hende. Og det er meget meget alvorligt, sagde dommeren.
Hun blev dømt for hærværk, forsøg på røveri og for at have opfordret til vold.
Efter kort tid med sin forsvarer meddelte han, at de ville anke dommen til formildelse.
De unge drenge, der har siddet tiltalt sammen med Hirse, er i alderen 16, 18, 19, 20 og 21 år.
Den yngste har en familiær relation til den kendte kvinde, som har siddet varetægtsfængslet i sagen siden 11. september.
Den 16-årige, som deltog ved begge overfald, er idømt et års betinget fængsel. Efter en kort samtale med sin forsvarer valgte han at modtage dommen.
De øvrige blev dømt til henholdsvis fire måneders betinget fængsel, fem måneders betinget, et års fængsel, hvoraf de tre måneder skal afsones, samt 10 måneders betinget fængsel.
Kørte slingrende
Hirse blev også betinget frataget føreretten, da hun havde gjort sig skyldig i at have indtaget euforiserende stoffer, udskrevet på recept.
Natten mellem den 1. og 2. november blev Hirse standset af Fyns politi, fordi hun kørte slingrende.
Ifølge politirapporten kørte hun fra side til side på motorvejen og "brugte alle baner".
Svær depression
Men det er ikke kun ulykker, der fylder i Maria Hirses liv. Sidste år skrev hun på sin Facebook-væg, at hun havde det svært.
– Mit helbred både fysisk og psykisk har været presset til det yderste, så selv om luften har været frisk, og himmelen blå, så har jeg haft mange perioder, hvor mørket har lagt sig som en tung dyne omkring mig. PTSD og en svær depression har været følgesvende nogle måneder, men jeg tror på, at lyset snart trænger igennem. Jeg ved, at jeg selv har det primære ansvar for, hvorhen mit liv skal gå.
I retten fortalte Hirse også, hvordan hun i januar sidste år blev ramt af en blodprop i hjernen.
Maria Hirse blev kendt i den brede offentlighed som 'Lykkehjuls'-baben fra 1995 til 2001, og hele Danmark sukkede dengang over den smukke skønhed.
Det gjorde mangemillionæren Peter Asschenfeldt også, som giftede sig med Maria og sammen fik de datteren, Victoria.
Efter slutningen på 'Lykkehjulet' i 2001 var hun brevkasseredaktør på UDE og HJEMME og har skrevet en lang række bøger.