Jes Dorph-Petersen efter sexismesag: På grænsen til manisk
Det er ikke kun fyringen fra TV 2’s programmer, der påvirker den 61-årige journalist og tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen.
Den seneste måned har nemlig i den grad påvirket den garvede vært gevaldigt. Og Dorph-Petersen kalder hele situationen "livsforandrende".
Det afslører han i podcasten ”Tal til mig”, hvor Iben Maria Zeuthen er radiovært.
- Jeg lever ikke kun i en coronaboble, men også i en mental boble i mit eget liv, hvor alt selvfølgelig suger sig ind og kommer til at handle om denne her sag mod mig, som har fået så ekstreme konsekvenser – både professionelt, men også i hele mit liv og hele det omdømme, jeg har ude omkring. Det har ramt helt vildt hårdt, lyder det fra Jes Dorph-Petersen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Jes Dorph-Petersen måtte også vinke farvel til værtsrollen på "Go' Aften Live". Foto: TV 2: Ulrik Jantzen
Men den voldsomme forandring sker således ikke kun i forbindelse med fyringen fra TV 2's programmer:
- Det med arbejdet er det mindste af det.
- Det er jo hele grunden til det, hele den årsag, der ligger bag, at TV 2 har truffet den her voldsomme beslutning, som rammer mig, som er en livsforandring – fordi den rammer mig på alle fronter, forklarer den nu tidligere TV 2-vært, der desuden fortæller, at folk nu dømmer ham til at være ”en af dem”.
Og det er således særligt det stempel, som Dorph-Petersen nu har fået, der påvirker ham gevaldigt:
- Jeg kan godt leve med, at der er nogen på gaden, der synes noget grimt om mig og sikkert har syntes noget godt om mig tidligere – det er fint nok.
- Men min identitet som menneske er jo selvfølgelig hårdt ramt, fordi jeg har jo fået denne her voldsomme dom ned over mig. Og det her prædikat i en MeToo-bølge, som ruller så massivt og er så uforsonlig – der bliver gravet så mange grøfter i det her, og vi hader eller elsker kun i det her. Der er meget, meget lidt nuancer.
Radioværten Iben Maria Zeuthen synes at bemærke, at Jes Dorph-Petersen virker ”hektisk”, da han kommer ind i studiet.
Og det kan han på sin vis kun give hende ret i:
- Det her har ramt mig så hårdt, at jeg jo ikke har andet indeni mig end at tænke på denne her sag, forklarer han.
- Og det har gjort mig, tror jeg, på kanten til at være manisk, lyder det fra den tidligere TV 2-profil, der desuden forklarer, at sagen fylder så meget, at det er noget af det første, han tænker på, når han om morgenen slår øjnene op.
- Jeg har svært ved at fokusere på noget andet, og jeg er meget urolig indeni. Jeg er stresset.
- Jeg er stor tilhænger af MeToo-bevægelsen, men her er der bare sket noget, der er forkert. At jeg er blevet ramt, er en dårlig konsekvens af det, fortalte Jes Dorph-Petersen, der desuden nægtede at skrive under på en tavshedsklausul, der ville gøre det umuligt for ham at fremlægge sin version af sagen.