The Weeknd afslører endelig hemmeligheden bag plastikansigt
I de seneste måneder har den amerikanske popstjerne The Weeknd alias Abel Tesfaye gennemgået noget af en transformation i sit ansigt.
I november optrådte han i American Music Awards 2020 med ansigtet pakket ind i bandage, og siden så man ham i musikvideoen til "Save Your Tears" med et uhyggeligt plastikkirurgisk look.
Nu forklarer hitmageren selv, hvad årsagen til det mystiske ansigtsstunt er, skriver People.
Foto: Ritzau/Scanpix
- Hovedbandagen reflekterer den absurde Hollywood-kultur, hvor kendte manipulerer med sig selv for at opnå overfladisk anerkendelse, afslører The Weeknd om hans optræden i American Music Awards.
Han forklarer videre, at hans stunt skal ses som en fortælling om en karakter, hvis historie når nye højder af absurditet og farer, som fortællingen skrider frem.
Ét af de højdepunkter var, da han afslørede sit uhyggelige, falske plastikansigt i musikvideoen til "Save Your Tears".
- At være attraktiv er ikke vigtigt for mig. Men en overbevisende historie er, siger The Weeknd.
Foto: Instagram/theweeknd
Fans af The Weeknd kunne heldigvis ånde lettet op, da superstjernen optrådte i en Super Bowl-reklame for Pepsi, hvor hans ansigt igen var normalt.
Natten til mandag mødes Kasas City Chiefs og Tampa Bay Buccarneers i Super Bowl, hvor The Weeknd står for det legendariske halftime-show.