Kæresten i overraskende afsløring: Shailene Woodley forlovet
Det er nok ikke gået mange næser forbi, at det længe ventede Super Bowl kørte over skærmen natten til mandag.
Men alligevel er det ikke kun kampen og det længe ventede show i pausen, som folk taler om.
For lørdag kunne den 37-årige quarterback Aaron Rodgers komme med en ganske særlig udtalelse på direkte tv, da han skulle takke for at have vundet prisen som 2020’s mest værdifulde spiller.
- Det er virkelig en ære at vinde denne pris for tredje gang. 2020 har helt sikkert været et vildt år fyldt med en hel masse forandring og udvikling, nogle gode mindeværdige øjeblikke, lød det fra ham kort inden den store afsløring.
- Jeg har spillet noget af det bedste fodbold i hele min karriere. Så jeg vil gerne takke mine kollegaer og holdkammerater for deres støtte, inspiration og ikke mindst spil på banen. Så jeg vil gerne takke mit team, og jeg vil også gerne takke min forlovede.
Artiklen fortsætter under billedet
Foto: MEGA / Instagram
Udmeldingen kommer kun få dage efter, at flere kilder overfor blandt andet de amerikanske medier People og Page Six kunne bekræfte, at han dannede par med den 29-årige ”Big Little Lies”-skuespillerinde Shailene Woodley.
Aaron Rodgers luftede første gang nyheden om, at han skulle have fundet kærligheden igen i september, efter at han i juli måned gik fra sin daværende kæreste, Danica Patrick, efter godt to års forhold.
Woodley blev også selv single i april 2020, da hun og rugby-spilleren Ben Volavola gik fra hinanden efter knap tre år sammen.
Skuespillerinden har selv endnu ikke hverken be- eller afkræftet forlovelsen eller delt billeder på sine sociale medier.