Mikkel Hertz i nyt job: Flytter fra Danmark
Den tidligere nyhedsdirektør Mikkel Hertz står over for nye udfordringer - og en ny flytning.
Han skal fremover være Europa-korrespondent for TV 2, oplyser kanalen ifølge B.T.
- Som korrespondent med udgangspunkt i Berlin kommer jeg til at krydse mine egne spor, og efter mange år med ansvar for redaktionel ledelse er det for mig en fantastisk attraktiv mulighed. Jeg glæder mig vildt og vil gå til opgaven med både engagement og ydmyghed, udtaler 62-årige Mikkel Hertz.
Det er ikke første gang, Mikkel Hertz får lov til at folde sig ud som korrespondent. Han har tidligere været korrespondent for Jyllands-Posten i Berlin, og han har også i en periode været i New York.
Mikkel Hertz kom til TV 2 for 20 år siden. Han har været chef for kanalens nyhedscenter, og indtil 31. januar var han nyhedsdirektør.
Han valgte at drosle ned fra direktørstillingen efter to blodpropper i efteråret. I den forbindelse blev han opereret for en blodkrop i hjertet.