Her forlader prinsesse Eugenie hospitalet med nyfødt søn
Tirsdag blev prinsesse Eugenie, 30, og hendes mand Jack Brooksbank forældre for første gang, da de bød en lille søn velkommen til verden.
Nu har den nybagte mor sammen med sin lille familie forladt hospitalet, og nye fotos viser, at den førstegangsfødende prinsesse svæver på en lyserød sky efter fødslen.
Der var nemlig overskud til både at smile og vinke til fotograferne, da hun sad på bagsædet af parrets bil, da de med deres nyfødte søn placeret sikkert i en autostol forlod The Portland Hospital i London.
Artiklen fortsætter under billedet
Prinsesse Eugenie lader en hånd hvile hos sin nyfødte søn, mens hun vinker med sin ledige hånd. Foto: Splashnews.com/Splash/Ritzau Scanpix
Mens gemalen Jack Brooksbank sad koncentreret bag rattet, vinkede prinsesse Eugenie glad til de fremmødte fotografer.
Den lille dreng, der er nr. 11 i den britiske tronfølge, har endnu ikke fået et navn, som er meldt ud til offentligheden.
Tidligere på ugen gav bookmakerne deres bud på, hvad der kunne være favoritnavne til den lille ny.
Hos Betfair er favoritten Philip, som er efter dronning Elizabeths mand - dvs. Eugenies farfar og den lille nyfødtes oldefar. Her får man pengene fire gange igen.
Bookmakeren Ladbrokes har favoritten Arthur med odds 5/1, mens James ligger på 6/1.