Sanne Salomonsen hænger Bubber til tørre: Han elsker store bryster

Der er sikkert ikke mange, der ved, at Bubber og Sanne Salomonsen faktisk har været venner i en længere årrække, og at de går ”way back”, som de selv forklarer i det ultimative nostalgi-format ”Deja-Vu med Frøkjær”.

Men det afslører de to danske stjerner altså, at de gør.

I programmets seneste afsnit kigger både den 56-årige tv-vært og den 65-årige sangerinde tilbage på hver deres lange karriere, hvor de hver især ofte er blevet interviewet af Cecilie Frøkjær.

Mellem de to gæsters ture i den varme stol får de dog lejlighed til at både rose og drille hinanden lidt.

Og det er her, det af Sanne Salomonsen fremgår, at Bubber faktisk er kommet i hendes hjem flere gange, da han var yngre.

Af helt særlige årsager, viser det sig.

- Det er altid sjovt at være sammen med Bubber. Jeg ved det fordi du nogle gange er dukket op uanmeldt på min adresse. Hvor vi så har været nogle piger, der har ligget og solet ude i gården… Han elsker store bryster, skraldgriner Salomonsen, før hun fortsætter drillende:

- Han synes, at bryster er noget af det lækreste, der findes.

- Det er det sgu da også, svarer en lettere forlegen Bubber.

Bubbers pulterkammer

Inden da røber den rapkæftede sangerinde, at hun har brugt Bubbers hjem til opmagasinering i årene, der er gået.

- Vi har faktisk kendt hinanden i så mange år, at på et tidspunkt hvor jeg lå og flyttede lidt rundt -sikkert mellem mænd, det er typisk mig – der stod min ting ude hos Bubber, fortæller hun, før Bubber stemmer i:

- Det er rigtigt. We go back.

Takkede nej og fortrød

Snakken falder undervejs på de store begivenheder, som er foregået parallelt med de to kendissers optrædener på musikscenerne og på skærmen.

Det bliver til en samtale om alt mellem Burhan G’s overkrop og spiseligt tang.

Og så afslører Sanne Salomonsen, at hun blev tilbudt at synge ”Re-sepp-ten (Vi er røde, vi er hvide)” som blev udgivet i 1986 med Dodo Gad op til sejren i EM.

- Tænk at jeg sagde nej. Jeg fortrød det frygteligt bagefter.

- Hvorfor sagde du nej, spørger en tydeligt forbavset Cecilie Frøkjær.

- Fordi jeg synes, den var så dårlig. Jeg græmmede mig, da jeg sad og hørte den.

Bubber spørger derefter en bitter Sanne, om hun ikke synes, at det hele da er gået meget godt – også selvom hun sagde nej til at synge Danmarks velnok mest berømte fodboldhymne.

- Jo, svarer hun, før det bliver stille lidt.

- Ej, du ville godt have haft ”Vi er røde, vi er hvide”, lyder det fra Frøkjær.

- Ja, det ville jeg. Det er én ting, jeg virkelig har ærgret mig over. For jeg stod på Roskilde Festival, da vi lige var blevet europamestre, og tænk hvis man havde sunget den sang på det tidspunkt, hold kæft det havde været blæret.