X Factor22. februar 2021

Nu afslører TV 2: Her er den nye "X Factor"-vært

Det bliver en gammel "X Factor"-kending, der skal styre løjerne fra på fredag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lise_4.jpg
 Foto: Mikael Rieck

TV 2 har skulle tænke hurtigt, efter Melvin Kakooza mandag trak sig fra tjansen som Sofie Lindes barselsvikar på de forestående "X Factor" liveshows, men nu er de klar med komikerens afløser.

Og det bliver 42-årige Lise Rønne, der tager over efter den folkekære Kakoozas sygemleding.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Vender tilbage

Rønne er ikke alene tv-vant på alle tænkelige måder, som forhenværende "Aftenshowet"-vært og som tovholder både dansk Melodi Grand Prix og Eurovision i 2014, men trofaste "X Factor"-seere kender hende måske endda bedst fra sæsonerne i 2008, 2009, 2011 og 2012.

- Sidst jeg stod på en "X Factor"-scene, havde jeg min lille datter i maven, og nu er hun altså otte år gammel! Selv har jeg i de seneste år viet mit arbejdsliv til bøgerne, så jeg havde mildest talt ikke set det her komme. Men med den triste anledning til, at jeg overhovedet blev spurgt, føltes det vigtigt, at jeg rent faktisk ville være tryg ved at træde til med kort varsel. Og var der et program, der for en stund skulle hive mig tilbage i manegen, var det "X Factor", lyder det fra Lise Rønne, som fortsætter:

- Jeg har haft nogle af mine største, vildeste og varmeste oplevelser fra min tid som TV-vært på det program, og jeg kan af hjertet sige, at jeg glæder mig til en ekstra lille svingom.

Hvis du synes, det er ved at være et stykke tid siden, du sidst har set Lise Rønne i dit fjernsyn, så er det fordi, hendes karriere de seneste år har haft udgangspunkt i litteraturens verden.

I øjeblikket læser hun litteratur på Københavns Universitet og har bl.a. et samarbejde med online-boghandleren Saxo.com, hvor hun anbefaler bøger til danskerne.

- Jeg er ovenud glad for, at Lise Rønne har sagt ja til at komme tilbage som vært i "X Factor"-liveshows. Lise har lige præcis det format og den erfaring, der skal til, for at kunne springe til med så kort varsel på så stort et show, og det betyder rigtigt meget for alle os, der er involveret i ’X Factor’, siger underholdningsredaktør på TV 2 Dorte Borregaard.

Melvin Sygemeldt

Mandag meddelte manager Jakob Riis, at den 29-årige Melvin har fået fjernet en godartet hjernetumor i baghovedet.

- Melvin har i den sidste tid haft ubehag og er derfor blevet undersøgt grundigt. Det har desværre vist sig, at han i noget tid har gået rundt med en hjernetumor i baghovedet, som har vist sig at være godartet. Den er nu blevet opereret væk, lød beskeden.

- Det er naturligvis et kæmpe chok for ham og hans familie, og de har nu brug for al den ro, de kan få for, at han kan komme sig. Jeg håber og appellerer til forståelse for, at vi ikke har yderligere kommentarer i den kommende tid.

Første "X Factor" liveshow ruller over skærmen på fredag - den 26. februar - med Lise Rønne ved roret.

Sponsoreret indhold