Så skete det: Shailene Woodley bekræfter forlovelse
Først lød nyheden, at den 29-årige ”Divergent”-skuespillerinde Shailene Woodley igen havde fundet kærligheden til den 37-årige amerikanske fodboldspiller Aaron Rodgers.
Dagen efter kom Rodgers dog med en overraskende melding, da han i sin takketale for at have vundet prisen som 2020’s mest værdifulde spiller fik sagt, at han var forlovet.
Det fik fans til tasterne, og skuespillerinden har hele februar forholdt sig tavs til emnet.
Indtil nu.
I et nyt interview med Jimmy Fallon i ”The Tonight Show Starring Jimmy Fallon” kunne hun nemlig endelig selv bekræfte, at forlovelsen altså er god nok.
- Ja, det er faktisk lidt sjovt. Alle er ved at gå helt amok over det, og vi har det bare sådan; ”Yeah, vi har været forlovet et godt stykke tid”, fortæller hun og fortsætter:
- Han er først og fremmest et fantastisk menneske. Men jeg troede aldrig, at jeg skulle være forlovet med en, der kastede med bolde som job. Det var aldrig sådan, at jeg som en lille pige gik og tænkte: ”Jeps, når jeg bliver stor, så skal jeg gifte mig med en, der kaster med bolde!” Men han er rigtig god til det.
Hun afslørede desuden, at de to mødte hinanden under den endnu verserende coronapandemi.
- Da jeg mødte ham første gang, der tror jeg virkelig, at min hund hev mig til side og sagde: ”Hvis du ikke dater den her fyr, så vil jeg ikke have dig som mor, fordi den korte tur jeg kan løbe med dig, det er jo intet sammenlignet med, hvad jeg kan løbe med ham”.
Artiklen fortsætter under billedet
Noget tyder på, at det har været en lynforlovelse mellem de to. Foto: MEGA / Instagram
Woodley fortæller videre, at hun aldrig har set en amerikansk fodboldkamp, og da parret mødte hinanden var alle stederne, hvor Rodgers normalt spillede, jo lukket.
- Så det har jeg stadig til gode, lyder det fra hende.
Rygter om parret begyndte første gang i juli 2020, og i september måned valgte fodbold-fyren selv at lufte, at han havde oplevet en del forandringer i løbet af året, hvoraf en af dem var at blive forelsket på ny.
Det var dog først i februar måned, at flere medier kunne bekræfte, at han havde fundet kærligheden hos ”Big Little Lies” skuespillerinden.