Jason Watts investeringsfirma konkurs
Jason Watt har fået en konkurs på CV’et.
Den rapmundede racerkører, der forleden fyldt 51 år, har fået Skifterettens ord for, at hans anpartsselskab Finosi Holding er gået konkurs.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Siden 2016 har Jason været gift med Majbrit. Det er hans tredje ægteskab. (Foto: Peter Grosen)
Det fremgår af en meddelelse i Statstidende.
Finosi Holding – navnet er dannet af starten af navnene på Jasons tre børn: Filuca, Noah og Sila – har de seneste syv år ikke indleveret det lovpligtige årsregnskab til myndighederne.
Selskabet, der har hjemsted i Jason Watts villa i Herlev, og som skulle tjene penge på investeringer, havde i 2012 et underskud på godt 34.000 kroner og en nettoformue på 84.000 kroner.
Det ser også sort ud i Noah Watt Racing ApS, som Jason Watt bestyrer. I selskabet forsøger han at styre økonomien i sin og Mai-Britt Vingsøes 18-årige søn, Noahs, motorsportskarriere. I det seneste regnskab – for 2019 – var der et underskud på 493.000 kroner, og nettoformuen i selskabet er negativ: Minus en millioner kroner.
– Selskabets resultat og økonomiske udvikling anses for utilfredsstillende, skriver Jason Watt i regnskabet for Noah Watt Racing ApS.