Mia Wagner på onlinedating: Løvinden var lokkemad
Den 43-årige forretningskvinde var med helt fra begyndelsen af onlinedating. Hendes storebror Morten Wagner grundlagde Dating.dk i 1998, og dengang var det at finde en kæreste på internettet ikke noget, man råbte højt om.
Der manglede kvinder på kærlighedsportalen, så Mia måtte hjælpe sin storebror.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mia Wagner er én af fem løver i “Løvens Hule”. Sammen med Jacob Risgaard, 44, Christian Arnstedt, 32, Jan Lehrmann, 52 og Jesper Buch, 45 kæmper hun om at finde de bedste investeringer. (Foto: DR: Per Arnesen)
– Jeg havde en bred vifte af opgaver, men min opgave nummer et var at være en kvinde på Dating.dk. Dem var der ikke så mange af i starten, så det var lige at finde alle dem, der kunne, og min bror har jo tre søstre, så det var klart, vi skulle være med, fortalte hun for nylig til Anders Breinholt i “Natholdet” på TV 2.
Kolde fødder
Egentlig blev Mias profil på Dating.dk oprettet som en støtte til hendes storebror, men så blev hun fanget af datinguniverset.
– Når først man havde den profil, var det jo faktisk lidt sjovt. Alle mulige skrev til en og billederne og det der. Så jeg røg på en date. Eller næsten. Det er lidt pinligt, men nu er der gået så mange år, så nu må jeg godt sige det højt. Jeg fik kolde fødder, fortæller Mia Wagner, der fortrød, da hun så sin date gennem caféruden og endte med at gå igen.
Overvejer at slette profil
I 2017 blev Mia Wagner direktør for den familieejede koncern Freeway, som Dating.dk er en del af. Men for nylig trådte hun ud af koncernens ledelse for at stifte Nordic Female Founders, som er et fællesskab for kvindelige iværksættere, og derfor overvejer hun nu at slette den profil på Dating.dk, som hun stadig har.
– Det har jo været en del af mit arbejde, fortæller Mia Wagner til BT.
Siden efteråret 2019 har erhvervsbossen været single, men om hun har planer om at søge en kæreste på en anden datingside, det har hun ikke lyst til at fortælle.
– Det er privat og vedkommer ikke andre.
Justin Bieber overrasker: Dukkede pludselig op i "Løvens Hule" - og smed trøjen